En herrefrisør med rødder i afdeling 11 siden 1919

Siden AABs afdeling 11 på Frederiksberg blev opført i 1919, har der ligget en herrefrisør i stueetagen på Peter Bangs Vej 58. I dag drives salonen af Bayram Alcevski, som har videreført både det faglige håndværk og det historiske udtryk.

Den over 100 år gamle herrefrisør på Peter Bangsvej i afdeling 11 på Frederiksberg. Her ses den fra facaden.
Foran Herrefrisøren på Peter Bangs Vej 58 står barnevognen parkeret, mens der klippes indenfor – et hverdagsbillede fra en salon, der har været en del af afdeling 11 siden 1919.

Herrefrisøren har haft adresse på Peter Bangs Vej 58 lige så længe, som afdeling 11 har eksisteret. Salonen beskriver sig selv som Danmarks ældste herrefrisør og barber, og gennem mere end 100 år har stedet været en fast del af hverdagen i området.

Fra 1919 og frem til 2013 var stedet ejet af samme familie gennem tre generationer, og i 2013 overtog den faglærte frisør Bayram Alcevski efter den tidligere ejer Preben Nielsen.

Historien blev bevaret – ikke ændret

Da Bayram overtog salonen, var det ikke ønsket om forandring, der trak.

“Jeg var vild med historien bag salonen og ville gerne føre den videre. Jeg var slet ikke interesseret i at lave om på udseendet,” fortæller han.

I stedet er der blevet pudset, slebet og vedligeholdt, så det oprindelige udtryk står tydeligere frem. Inventaret er fra 1961, de klassiske barberstole står stadig i lokalet, og væggene er dækket af gamle fotografier og minder fra salonens lange liv. I vinduet står trofæer, og i en montre kan man blandt andet se et gammelt prisskilt, der viser, hvad en klipning kostede i 1960’erne.

At træde ind i salonen er som at træde ind i en tidslomme. Samtidig er salonen fulgt med tiden med blandt andet online booking – men stemningen er stadig præget af ro og nærvær.

Faglært håndværk og kontinuitet

At Bayram var faglært frisør, havde betydning for ejerskiftet. Den tidligere ejer lagde vægt på, at håndværket blev ført videre af en, der kendte faget.

Bayram blev uddannet frisør i Lyngby og var færdig i 1999. Han blev selvstændig med det samme og har tidligere drevet saloner i Malmö, Charlottenlund og på Amager, inden han overtog Herrefrisøren i afdeling 11.

I salonen arbejder også Arne, som har været en del af stedet siden 1961 og stadig klipper faste kunder. For ham er Herrefrisøren ikke bare et arbejde, men et livslangt fag.

Den over 100 år gamle herrefrisør på Peter Bangs vej i afdeling 11 på Frederiksberg - Her ses et billede af ejeren, Bayram, og Arne der har kunder i frisørstolene.
Bayram og Arne har gæster i de gamle originale frisørstole.

Stamkunder, hverdagsliv og fællesskab

Omkring 90 procent af kunderne er stamkunder. Nogle er kommet i salonen i årtier, andre er nye – og flere bor i selve afdelingen.

Under et besøg i salonen kommer først en stamkunde til Arne. Kort efter træder to unge mænd ind. Den ene er for nyligt blevet far og har barnevognen stående udenfor, mens babyalarmen ligger på bordet under klipningen. Scener som den er en del af hverdagen.

“Vores kunder er som familie. Nogle nyder bare roen herinde. Med andre taler vi om alt fra hverdagsliv til større emner,” siger Bayram.

Salonen har gennem tiden haft mange forskellige kunder, også kendte ansigter. Med respekt for privatlivet nævnes kun én: forfatteren og præsten Johannes Møllehave, som forærede salonen to af sine bøger, der i dag er udstillet.

Et markant sted i gadebilledet

Herrefrisøren blev i 2017 tildelt Frederiksberg Kommunes facadepris for sit autentiske udtryk og sin historiske betydning. Prisen blev givet for den særlige bevaring af facaden, som stadig fremstår med sit oprindelige præg.

“Det betyder noget at bevare det, der gør stedet særligt,” fortæller Bayram.

Både Bayram og Arne har oplevet, hvordan butikslivet på Peter Bangs Vej har ændret sig gennem årene. Hvor der tidligere var mange små butikker, er der i dag kun få af de oprindelige tilbage. Også ændrede parkeringsforhold har haft betydning. Bayram savner især den tidligere mulighed for gratis parkering i to timer, som gjorde det lettere for kunder at komme forbi.

En del af afdelingens hverdag

Herrefrisøren er i dag både en historisk salon og et aktivt hverdagssted for beboere i og omkring afdeling 11. Med fokus på faglighed, ro og kontinuitet er salonen fortsat en del af det lokale liv – præcis som den har været siden 1919.

Tryk på billederne for at se dem i fuld størrelse.

 

 


 

Se de øvrige artikler i BeboerNyt nr. 1 – 2026

Se den fulde BeboerNyt oversigt her.