Har du nogensinde spekuleret over, hvordan dit kvarter så ud for 70 år siden? Måske var din boligafdeling dengang omgivet af marker, en gård eller et helt andet landskab. Du kan nu få svaret ved at tage et kig i de historiske arkiver ”Danmark set fra luften – før Google” eller se de unikke luftfotos fra 1954, som nu er frit tilgængelige på krak.dk. I begge arkiver kan du dykke ned i fortiden og opleve Danmark fra oven.
Luftfotos fra 1954
I maj 1954 blev hele Danmark fotograferet fra luften af det amerikanske luftvåben. Baggrunden for denne omfattende opmåling var den kolde krig og behovet for detaljerede kort. Resultatet blev 43.000 luftfotos i imponerende skala, der nu giver et enestående indblik i fortiden.
På bolius.dk kan du læse mere om disse historiske luftfotos og få vejledning til at finde netop de billeder, der interesserer dig. Det er en spændende rejse tilbage i tiden, som giver et unikt indblik i, hvordan vores boligområder har udviklet sig fra 1950’erne og frem til i dag.
Danmark set fra luften – før Google
Et andet spændende arkiv at udforske er Det Kongelige Biblioteks omfattende samling, som er gjort tilgængelig gennem projektet “Danmark set fra luften – før Google”. Samlingen indeholder omkring 4 millioner luftfotos fra hele landet, taget i perioden fra 1890 til 2010, med særligt mange billeder fra årene 1936-1992. Du kan også finde mere information om dette arkiv på bolius.dk.