Milliarder på vej til renovering af almene boliger

Den aktuelle corona-krise har kostet samfundet dyrt, men de danske politikere har med en spritny boligaftale besluttet at hjælpe økonomien på vej. Det skal ske ved at bruge 30 milliarder kroner på renovering af almene boliger over hele landet i de kommende år, og det betyder, at Boligforeningen AAB kan komme i gang med ni projekter, der står på ventelisten til renoveringsmidlerne fra Landsbyggefonden.

”Det er beboerne i de almene boliger, der har indbetalt pengene, og de er hårdt tiltrængte. Der er et stort behov for renoveringer – også i en del af AAB´s afdelinger – og derfor er beboerne naturligvis også utålmodige for at komme videre med projekterne. Det er vigtigt, at der afsættes nok midler til, at vi kan renovere de boliger, der trænger”, siger Christian Høgsbro, der er administrerende direktør i AAB.

Den nye boligaftale er den største, der nogensinde er lavet i Danmark. Den er indgået mellem regeringen og samtlige partier i folketinget med undtagelse af Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

I alt ni godkendte AAB-projekter til en samlet værdi af cirka 650 millioner kroner står p.t. i kø, og det er dem, der nu kan realiseres hurtigere end forventet.

Socialdemokratiets boligminister, Kaare Dybvad Bek, og de øvrige partier bag aftalen ønsker med frigivelsen af Landsbyggefondens renoveringspenge at holde hånden under byggebranchen, som er hårdt presset af corona-krisen. Og derfor bliver mere end 70.000 almene boliger nu renoveret frem mod 2026.

Her kommer pengene fra
Pengene til de mange renoveringer skal komme fra Landsbyggefonden. Det er beboerne i de almene boliger, som selv indbetaler til fonden. Landsbyggefonden er en selvejende institution, der har til formål at støtte udviklingen af landets almene boliger.

Herunder kan du se en kort film, der beskriver, hvordan du som almen beboer betaler til Landbyggefonden, og hvem der bestemmer, hvordan fondens penge skal bruges.