Få fællesskabet til at vokse sig stærkt – og vind chokolade

Boligforeningen AAB´s vision er, at beboerne skal leve det gode liv i en smuk, sund og miljørigtig bolig, der er til at betale.

I AAB tror vi blandt andet på, at det gode liv er et liv i stærke lokale fællesskaber, som skabes af beboernes engagement, deres konkrete bidrag og deres indflydelse på livet i boligerne og afdelingerne.

Det er blandt andet formuleret i AAB´s strategi, hvor det hedder, at stærke lokale fællesskaber er kendetegnet ved nærvær, nærhed og ejerskab til opgaver og udfordringer.

Hvordan skaber vi stærke fællesskaber?

Én ting er dog at skrive om lokale fællesskaber og det gode liv i AAB´s afdelinger. Noget helt andet er, hvad der konkret skal gøres for at fremme den udvikling i alle afdelinger.
Hvordan skaber vi – både som forening, men også som beboere – de rigtige rammer for stærke fællesskaber med fokus på nærvær og nærhed, engagement og indflydelse? Det vil vi gerne have dit bud på.

Så uanset om du allerede selv har oplevet, hvad der på en positiv måde kan ryste beboerne i en boligafdeling sammen, eller du går med gode ideer til aktiviteter, arrangementer og tiltag, der kan styrke fællesskabet i afdelingen, så vil vi gerne høre fra dig.

Vi vil gerne have så konkrete forslag som overhovedet muligt, og AAB kvitterer ved at trække lod om en æske god chokolade blandt alle indsendte forslag.

Ønsker du at hjælpe din boligforening med at blive endnu bedre og deltage i lodtrækningen om chokolade, så skriv til konkurrence@aab.dk. Skriv ”stærke fællesskaber” i emne-feltet, en grundig beskrivelse af dit forslag samt dit navn og din boligafdeling.

Vi vil gerne have så mange forslag som muligt og modtager ideer fra beboerne løbende. Hvis du skal være med i lodtrækningen om chokolade, skal vi dog have dit forslag senest den 1. august 2020. Vinderen vil blive kontaktet direkte.