I Danmark har vi mere end 17 millioner kvadratmeter kælder under etagebyggeri med boliger.
Mange beboere er utrygge, når de skal i kælderen, og det vil Boligforeningen AAB, fsb – mere end en bolig, AlmenNet og JA studio gerne lave om på. Alle skal nemlig kunne føle sig trygge i HELE deres hjem.
Som det første har vi derfor i fællesskab udarbejdet rapporten “Tryghed i kældre”, som fokuserer på nye måder at skabe trygge kældre på.
I rapporten er der blandt andet interviews med ejendomsfunktionær Jack Olsen fra AAB´s afdeling 80 samt Maria Torré Borch, der er afdelingsformand i AAB´s afdeling 38.
Sidstnævnte er også blevet interviewet til Fagbladet Boligen, hvor hun blandt andet fortæller, at en øget tryghed i kælderen ikke nødvendigvis behøver at være en dyr fornøjelse for beboerne.
”Det er relativt små ting, der skal til for at gøre en stor forskel: At man altid kan kigge igennem kælderen, at der er lys og låse. Det er jo noget, der kan etableres uden, at det koster beboerne en formue. Og det er meget effektivt. Det virker. Det kan vi jo se”, siger Maria Torré Borch blandt andet i artiklen, som du kan læse her.
Er du nysgerrig på, hvordan kælderarealer kan gøres mere trygge, så læs den fulde rapport her.