100 års fødselsdag i afdeling 54

Ruth Anna Elisabeth Anthon fylder 100 år – og det er noget ganske særligt. Vi er derfor nysgerrig efter at høre, hvordan det er at leve et helt århundrede. BeboerNyts udsendte har derfor sat Ruth stævne til en snak om hendes lange liv.

100-års fødselaren blev fejret i sit hjem i afdeling 54 i Ballerup med flag, blomster, smørrebrød, borgmesterbesøg og en god snak om fortiden. I dagens anledning havde Ruth iført sig den jakke, som hun havde på, da hun fyldte 50 år.

”Jeg kom til verden den 19. april 1922, men på grund af min mors sygdom blev jeg bortadopteret som barn”.

Sådan starter fortællingen om et indholdsrigt liv, der har efterladt et langt spor af interessante historier, som 100-års fødselaren fortæller levende og medrivende om, da vi besøger Ruth i hendes bolig på 3. sal.

Ruth har boet i afdeling 54 i Ballerup i 41 år og er med egne ord havnet det helt rigtige sted.

”Jeg har nydt min tid i Boligforeningen AAB og er utrolig glad for de mennesker, der bor i min opgang”, fortæller hun.

Ruth er desværre ikke særlig mobil længere, og bevæger sig derfor sjældent udenfor sin bolig. Heldigvis er naboerne i hendes opgang flinke til at hjælpe. En af naboerne hanker f.eks. op i indkøbsposerne, og hjælper med at handle ind og bringe varerne op til hende.

På trods af sine 100 år har Ruth det godt. Hun er positiv og glad, og klarer i øvrigt stort set sin hverdag selv. Der kommer kun en fra kommunen hver 14. dag og støvsuger.

Fødselsdagen gav også anledning til lidt historieundervisning, da Ruth fortalte om sit liv før og under 2. verdenskrig.

”Jeg er udlært som dekoratør i Magasin, men blev under krigen opsagt på grund af varemangel og rationering. To år senere blev jeg gift og blev hjemmegående frue i en herskabsvilla på Doseringen”, fortæller Ruth.

Som 59-årige valgte Ruth og hendes mand at flytte fra villaen til afdeling 54, fordi de ikke længere havde brug for et stort hus, da deres søn for længst var fløjet fra reden. Ruth mistede sin mand i 2015, cirka en måned før hans 100 års fødselsdag.

Flag hejst for 100-års fødselaren

For at markere dagen havde afdeling 54 hejst flaget for fødselaren, der i øvrigt fejrede sin fødselsdag med venner og familie. Ruth fik på dagen gaver og blomster og et særligt besøg af Ballerups borgmester Jesper Würtzen, der kiggede forbi for at ønske hende tillykke med de 100 år.

AAB ønsker Ruth et stort tillykke med dagen.