Andelsboliger

Boligforeningen AAB har sammen med entreprenørvirksomheden MT Højgaard lanceret et helt nyt boligkoncept, hvor foreningens medlemmer får mulighed for at bo i spekulationsfrie andelsboliger. De kommende andelsboliger skal opføres i tilknytning til eksisterende almene boligafdelinger i AAB.

Hvad betyder det, at AAB´s andelsboliger er ”spekulationsfri”?

Det betyder, at der ikke kan tjenes penge på vores kommende andelsboliger. Beboerne betaler et mindre indskud og få en rimelig husleje. Til gengæld sker der ikke nogen værdistigning på lejligheden ud over den almindelige pris- og lønudvikling i samfundet. Værdien af indskuddet i lejlighederne er ganske enkelt låst fast, så ingen kan tjene på at sælge. Til gengæld er alle sikret en god bolig til lav månedlig husleje.

Hvem kan købe en af AAB´s andelsboliger?

AAB har i mere end 100 år arbejdet for, at vores medlemmer kan bo billigt og attraktivt. Det ændrer vi ikke på med det nye koncept, og derfor er det kun medlemmer af AAB, som kan købe en spekulationsfri andelsbolig.

Hvad koster en af AAB´s nye andelsboliger?

De endelige priser ligger ikke fast, men det forventes, at de spekulationsfrie andelsboliger vil lande på følgende priser:

Andelslejlighed på cirka 80 kvm.

Andel cirka 580.000 kr. og boligafgift pr. måned 5.750 kr.

Andelslejlighed på cirka 90 kvm.

Andel cirka 660.000 kr. og boligafgift pr. måned 6.500 kr.

Andelsrækkehus på cirka 110 kvm.

Andel cirka 800.000 kr. og boligafgift pr. måned 7.950 kr.

Hvor bliver de spekulationsfrie andelsboliger opført?

Det er ikke afgjort endnu. AAB´s mulighed er at bygge de nye andelsboliger i tilknytning til vores niuværende almene boligområder. Vi vil bruge arealer ved de eksisterende almene boliger som ofte ikke benyttes til at opføre de nye boliger. Samtidigt giver vi et løft til hele boligområdet, når vi etablerer spændende udeområder, haver m.v.

Hvornår kan beboerne flytte ind i de første spekulationsfrie andelsboliger?

AAB skal have finansiering og den kommunale godkendelse på plads. Når det er sket, skal vi i dialog med beboerne i de almene boligafdelinger, hvor der er plads til og mulighed for at bygge andelsboliger, så AAB har ikke en præcis dato, for hvornår de første andelsboliger står klar.

De grønne boliger på illustrationen er eksempler på, hvordan de nye andelsboliger kunne opføres i tilknytning til en eksisterende AAB-afdeling.