56 almene boliger på vej i Rødovre – byggeriet forventes afsluttet i midten af 2027.
Boligforeningen AAB opfører i samarbejde med AG Gruppen en ny bebyggelse, der blander både almene og private boliger. Bebyggelsen kommer til at ligge på det område, hvor der i 2012 blev revet to højhuse ned. Planen er, at de almene boliger på sigt skal blive en del af AAB’s eksisterende afdeling 43, der ligger i området.
Om byggeriet
Den nye bebyggelse kommer til at bestå af i alt 231 boliger, heraf 56 almene boliger. Området er opdelt i to sektioner: område A og område B. Begge områder består af en vinkelbygning, der gradvist går fra 6 etager til 5 og 4 etager, så de naturligt tilpasser sig omgivelserne. På hvert område opføres der derudover to mindre bygningsstænger i 3 etager. De almene boliger vil være placeret i område B.
Boligtyper og fællesfaciliteter
- Område A: Her vil der være private familieboliger, boliger til et seniorbofællesskab samt et fælleslokale til aktiviteter og samvær.
- Område B: Her bliver der både almene boliger og private familieboliger.
Udearealer og grønne omgivelser
Bebyggelsen kommer til at ligge midt i C. Th. Sørensens oprindelige landskabsplan for området, Milesstedet, som er kendt for sine bevaringsværdige træer og store græsarealer. Projektet lægger vægt på at bevare de grønne omgivelser og samtidig tilføje nye elementer, der fremmer biodiversitet og inviterer til ophold og fællesskab i det fri.
Fakta om byggeriet
- Bygherre: Boligforeningen AAB i samarbejde med AG Gruppen
- Arkitekt: ACT Architects
- Ingeniør: Henry Jensen, Rådgivende Ingeniører
- Byggeriet DGNB certificeres til guld niveau.
Tidsplan
Byggeriet af afdeling 43-2 forventes at starte i midten af 2025 og afsluttes i midten af 2027.