Organisationsbestyrelsen i Boligforeningen AAB består af ni medlemmer inklusiv formanden og næstformanden. Bestyrelsen står for den politiske ledelse af foreningen og vælges af repræsentantskabet.
Hvad er en almen bolig?
En almen bolig er først og fremmest karakteriseret ved, at ingen skal tjene på huslejen. En almen bolig er spekulationsfri, og huslejen er omkostningsbestemt. Det vil sige, at regnskabet for en almen boligafdeling så vidt muligt skal gå i nul år for år.
Almene boliger tildeles efter en venteliste. Derfor kræver det, at du bliver skrevet på ventelisten i en almen boligforening, hvis du gerne vil have en almen bolig.
Almene boliger bliver opført med offentlig støtte. Til gengæld kan den kommune, der har støttet byggeriet, typisk disponere over hver tredje bolig til boligsociale forpligtelser. Det er den såkaldte anvisningsret. Det almene byggeri er for alle, men har samtidig en række sociale forpligtelser over for befolkningsgrupper med særlige boligbehov.
En almen boligforening er demokratisk opbygget, med beboerflertal i alle styrende organer. Hver enkel afdeling er en selvstændig økonomisk enhed, og afdelingens økonomiske midler kan ikke bruges andre steder i organisationen.
Hvad er repræsentantskabet?
Repræsentantskabet er AAB’s øverste myndighed, og har 170 medlemmer, valgt blandt beboerne i AAB’s boligafdelinger.
Det er repræsentantskabet, der vælger foreningens formand og næstformand og udpeger organisationsbestyrelsen, som er AAB’s politiske ledelse.
Hvordan ser AAB’s organisationsstruktur ud?
Boligforeningen AAB er demokratisk opbygget, med beboerflertal i alle styrende organer. Boligforeningens øverste myndighed, repræsentantskabet, består af beboervalgte repræsentanter fra hver enkelt boligafdeling. Den daglige politiske ledelse varetages af AAB’s organisationsbestyrelse, som er valgt af beboerne. Hver enkelt boligafdeling udgør en selvstændig økonomisk og demokratisk enhed.
Hvem er direktør i Boligforeningen AAB?
Boligforeningen AAB’s administrerende direktør hedder Peter Basland. Direktionen er ansat af organisationsbestyrelsen og står for ledelsen af boligforeningens administration, som har til huse i København.