Mit forbrugsregnskab stemmer ikke. Hvad gør jeg?

Hvis du mener, at der er fejl i dit forbrugsregnskab vedr. vand eller varme, skal du kontakte AAB’s administration på beboerokonomi@aab.dk senest seks uger efter, at du har modtaget din regning.

Oplys dit bolignummer, og hvad du er utilfreds med. Du kan finde dit bolignummer på din lejekontrakt.

Husk at vedlægge en kopi af den varmeopgørelse eller vandregning, det drejer sig om.

Send ikke din klage til din afdelingsbestyrelse eller til målerfirmaet.

Hvorfor er min varmeregning så stor?

Hvis du oplever, at din varmeregning er uventet stor, kan der være en række forklaringer. Først og fremmest er det vigtigt at følge målerfirmaets fyringsråd.

Det anbefales fra vore målerfirmaer, at alle radiatorer står konstant på tre, da dette giver en jævnt fordelt varme i hele boligen.

Dernæst er der et par tekniske detaljer, du bør tjekke:

  • Fungerer termostatventilerne, som de skal?
  • Har ejendommen et-strenget varmeforsyning? Det kan give tilbageløb og registrering på måleren, selv om termostatventilen er lukket.

Hvor lang ventetid er der på en bolig?

Generelt må du regne med, at der er ventetider på at få en bolig i de fleste af foreningens boliger. I nogle afdelinger kan det tage mange år, før der bliver en bolig ledig.

På Boligbasen kan du under de enkelte boligafdelinger se, hvordan boligerne i den pågældende afdeling er tildelt i en periode på 10 år. Ventetiderne kommer an på en masse faktorer, som ikke kan forudsiges, og derfor kan oversigten ikke ses som et facit på, hvor lange ventetiderne er. 

Vi forstår godt, at du kan have behov for at få at vide, hvornår du kan få en bolig. Selvom vi gerne vil, har vi dog desværre ikke mulighed for at angive ventetiden mere præcist.

Læs mere om venteliste og opnotering i AAB

Søg en bolig i AAB

Hvor stor en bolig kan jeg søge?

Der er som udgangspunkt ikke længere særlige regler for, hvor stor en almen bolig, du må skrive dig op til. Der er heller ikke længere automatisk fortrinsret for børnefamilier til nogle typer af boliger.

Bor du allerede i AAB – og vil du gerne flytte til en større bolig? Så kan du frit skrive dig op til en anden bolig i AAB og flytte internt, når en bolig af den rette størrelse bliver ledig.

Jeg har mistet min anciennitet på ventelisten. Hvad gør jeg?

Vi beklager, at du har mistet muligheden for at videreføre din anciennitet. Du har selvfølgelig mulighed for at blive optaget på ventelisten igen og optjene ny anciennitet. Du kan opnotere dig via vores digitale selvbetjening Boligbasen.

Lovgivningen åbner ikke mulighed for, at vi kan dispensere og tilbageføre din mistede anciennitet.

Hvis du mener, at Boligforeningen AAB har lavet en dokumenterbar fejl i forbindelse med din sag, retter vi den naturligvis gerne. Mener du, at AAB ikke har overholdt lovgivningen, kan afgørelsen påklages til Teknik- og Miljøforvaltningen, der er tilsynsmyndighed for offentligt støttet byggeri i Københavns Kommune. Tilsynets opgave er at sikre, at de almene boligforeninger behandler deres medlemmer i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler ajourføringsgebyret til tiden?

Hvis du ikke indbetaler dit årlige ajourføringsgebyr til tiden, bortfalder din opnotering på vores venteliste. Det betyder, at du mister din anciennitet på ventelisten. Vi har desværre ikke mulighed for at dispensere ved for sen indbetaling.

Denne procedure er en følge af den ændrede lovgivning, som vi i AAB er blevet pålagt af et flertal i Folketinget i foråret 2010. Ifølge de nye regler skal alle ansøgere bekræfte deres opnotering og betale et årligt ajourføringsgebyr, uanset om de er aktivt boligsøgende eller ej. Derfor skal alle vores opnoterede ansøgere hvert år indbetale deres ajourføringsgebyr rettidigt for at bevare deres opnotering.

Hvis du ikke har betalt ajourføringsgebyret til tiden og derfor har mistet din opnotering på ventelisten, har du mulighed for at opnotere dig på ny ved at indbetale et opnoteringsgebyr og dermed optjene ny anciennitet. Du opnoterer dig via vores digitale selvbetjening Boligbasen.

Jeg har skiftet adresse. Hvordan giver jeg besked til AAB?

Du kan ændre dine personlige oplysninger ved hjælp af vores digitale selvbetjening, Boligbasen, eller ved at kontakte Kundecenteret.

Log på Boligbasen med dit brugernavn og din adgangskode og vælg ”Personlige oplysninger” i menuen til venstre. Her kan du redigere dine oplysninger.

Det er vigtigt, at vi altid har din korrekte adresse, så vi ved, hvortil vi skal sende indbetalingskortet til det årlige ajourføringsgebyr.

Vi opfordrer dig også til at oplyse dit CPR-nummer. Dit CPR-nummer giver os bedre mulighed for at holde vores adressekartotek opdateret. Ved hjælp af CPR-nummeret er der nemlig større sikkerhed for, at vores breve og indbetalingskort kommer frem til dig. Derudover gør dit CPR-nummer det nemmere for os at finde dig i vores database – og vi kan på længere sigt bruge det til eventuel overførsel via NemKonto og digital signatur.

Selvom CPR-numrene gør det nemmere for os at holde vores adressekartotek opdateret, gør vi opmærksom på, at det stadig er dit eget ansvar, at vi har din korrekte postadresse, så vi har mulighed for at fremsende diverse meddelelser, indbetalingskort m.m..

Husk derfor altid at opdatere dine oplysninger, hvis du skifter bopæl.

Gå til Boligbasen

Læs om AAB’s politik for brug af persondata