Rejsegilde på nye familieboliger i Skovlunde

Tirsdag den 8. september kunne Boligforeningen AAB holde rejsegilde for 39 nye familieboliger i forbindelse med AAB afdeling 47 i Skovlunde

I foråret blev 1. spadestik for de nye rækkehuse i Skovlunde aflyst på grund af corona. Og udviklingen i corona-situationen var tæt på også at spænde ben for det planlagte rejsegilde, da sundhedsministeren på et pressemøde mandag med et gjorde den planlagte fejring umulig. Med en hurtig nødplan besluttede AAB at afholde et minimeret rejsegilde som det oprindeligt er tænkt – nemlig en fejring af håndværkerne. Så tirsdag eftermiddag i sol, blæst og drivende skyer, blev kransen hejst. Og på trods af, at de officielle gæster ikke kunne deltage som planlagt blev byggeriet og håndværkerne fejret med godt humør, mad og drikke.

Når byggeriet er afsluttet, bliver afdelingen udvidet med tre selvstændige rækkehusklynger med hver 13 boliger omkring et fælles gårdrum, hvor det gode naboskab er indtænkt som en vigtig bo-kvalitet.

De nye rækkehuse kommer til at koste ca. 10.100 kr. om måneden for fire værelser og ca. 7.700 kr. om måneden for tre værelser.

Søger du bolig i København?

Så udlejer Boligforeningen AAB lige nu en række boliger i afdeling 40 (Bellahøj) og afdeling 49 (Stærevej) i København på tidsbegrænsede lejeaftaler. Du kan forvente kortere ventetid på disse boliger. Er du interesseret, så kan du skrive dig op til tidsbegrænset leje via Boligbasen.

Mange af boligerne i afdeling 49 er ungdomsboliger, som bliver udlejet af Centralindstillingsudvalget (CIU) på tidsbegrænsede lejeaftaler. Du kan kontakte CIU på 33 11 64 44 for at skrive dig op til boligerne. Du kan læse mere om afdelingen på CIU. Husk, at du skal være under uddannelse på overtagelsestidspunktet.

AAB lancerer sammen med MTH spekulationsfrie andelsboliger til medlemmerne

Boligforeningen AAB ejer og udlejer i dag cirka 20.000 almene boliger i hovedstadsområdet, men i fremtiden får foreningens medlemmer også mulighed for at bo i private andelsboliger, som vel at mærke ikke kan gøres til genstand for spekulation.

AAB har sammen med entreprenørvirksomheden MT Højgaard udviklet et nyt koncept med spekulationsfrie andelsboliger, og tanken er, at den nye type af boliger skal opføres i tilknytning til eksisterende almene boliger og tilbydes til alle, som er medlemmer af AAB.

”Alle taler om, at København skal forblive en blandet by, hvor alle indkomstgrupper har råd til at bo, og med det her koncept tager vi endnu et skridt i den retning”, siger adm. direktør Christian Høgsbro fra AAB, og fortsætter:

”Gennem et indskud kan man få adgang til en af de nye andelsboliger, som får en husleje, der vil være attraktiv for folk med helt almindelige indkomster som f.eks. sygeplejerskens eller politibetjentens”.

Ingen hurtige gevinster

Det centrale ved AAB´s kommende andelsboliger er, at de bliver spekulationsfrie. Indskuddet vokser kun i trit med den almindelige prisudvikling i samfundet. Mod et indskud på 20 procent kan beboere flytte ind, og den månedlige husleje går til at nedbringe beboerens gæld. Hvis beboeren fraflytter, er indskuddet forrentet som prisudviklingen, og gælden er blevet nedbragt. Beboeren mister således intet fra sit indskud.

For AAB handler det om at skabe gode og solide boliger til rimelige priser. Ikke om hurtige kapitalgevinster.

”Vi vil ganske enkelt tage luften ud af de boligspekulationer som betyder, at priserne med raketfart når et niveau, hvor almindelige mennesker ikke kan være med. Derfor går vi en tredje vej og introducerer den her nye boligform. Gennem en blanding af almene boliger og andelsboliger får vi desuden et mere varieret boligområde og styrker på den måde den blandede by, hvilket er en yderligere gevinst,” siger Christian Høgsbro.

AAB´s repræsentantskab bakker op om det nye koncept og besluttede den 26. august at oprette et såkaldt sideaktivitetsselskab, som skal stå for det videre arbejde med at opføre den nye type af spekulationsfrie andelsboliger. En af de første opgaver i det nye selskab at gå i dialog med Københavns Kommune for at få godkendt den nye model.

Ønsker du at bo tæt på by og natur? Så skriv dig op til AAB’s nyeste bolig- afdeling i Ørestad Syd

Du har nu mulighed for at komme i betragtning til boliger i Boligforeningen AAB’s nyeste afdeling, afdeling 117. Afdelingen, der ligger i Ørestad Syd på Amager ud til Asger Jorns Allé, er med sine 148 boliger en af Boligforeningen AAB’s større afdelinger.

Boligerne vil være klar til indflytning den 15. marts 2021, og du skal – ud over at være ansøger på Boligbasen.aab.dk – også være skrevet op til afdeling 117 - Ørestad syd.

De 148 boliger, bliver en del af en karrébebyggelse, som udover de almene boliger også rummer private boliger og en daginstitution, som bygges op omkring et fælles gårdrum. De almene boliger fordeler sig på 122 familieboliger i forskellige størrelser, 12 mindre almene familieboliger samt 14 ungdomsboliger. De fleste boliger får enten en altan eller terrasse. Du kan læse mere om byggeriet her på siden under 'Familieboliger i AAB afdeling 117'.

Billeder fra prøvebolig

Automatisk betaling af ajourføringsgebyr via firmaet FARPAY

En gang om året skal alle ansøgere på Boligforeningen AAB’s venteliste betale et ajourføringsgebyr, da man ellers mister sin plads på ventelisten.

For at gøre det nemmere for dig at betale til tiden, har AAB indgået et samarbejde med firmaet FARPAY om automatisk betaling. Det giver dig mulighed for at vælge den betalingsform, der passer dig bedst, så dit ajourføringsgebyr bliver betalt automatisk hvert år.

Hvis du modtager en mail fra FARPAY, er det blot fordi, du fremover får mulighed for at tilmelde dig til automatisk betaling af dit ajourføringsgebyr, så du er sikker på, at det bliver betalt til tiden og du ikke mister din plads på ventelisten.

Sikker løsning

Hvis du undrer dig over mailen fra FARPAY kan Boligforeningen AAB berolige med, at det er en af vores samarbejdspartnere, der skriver på vegne af AAB og at det i øvrigt er en sikker løsning til automatisk betaling, der tilbydes.

Hvis du ønsker at tilmelde dig automatisk betaling kan du vælge mellem følgende tre betalingsmuligheder:

  • Betalingsservice
  • MobilePay Subscriptions
  • Automatisk betaling via dit MasterCard eller Visa-kort.

Alle, der i dag betaler deres ajourføringsgebyr via et indbetalingskort, vil en måneds tid før ajourføringsgebyret skal betales modtage mailen omkring automatisk betaling fra FARPAY med informationer, så man nemt og hurtigt kan tilmelde sig en betalingsaftale via FARPAY.

Hvis du ikke tilmelder sig en automatisk betalingsaftale, sender vi et indbetalingskort med dit ajourføringsgebyr til din e-mail, som du kan betale med kort eller i netbank, som du plejer.

For at sikre, at vi kan tilbyde dig en automatisk betalingsaftale, er det vigtigt, at du har oplyst din aktuelle mail i Boligbasen. Du kan logge ind her og se, om vi har de rigtige oplysninger. Hvis vi ikke har din mail, og du ikke er tilmeldt Betalingsservice, vil du modtage et girokort med posten.

Hvis du har spørgsmål til betalingen af dit ajourføringsgebyr, er du velkommen til at kontakte AAB’s Kundeservice på telefon 3376 0420 eller via mail på aab@aab.dk.

Mistanke om fakturasvindel for millionbeløb i AAB-afdeling i Ballerup

En sag om mulig faktura-svindel imod en af Boligforeningen AAB´s lokalafdelinger i hovedstadsområdet er blevet anmeldt til politiet. Sagen har i værste fald kostet beboerne et endnu ikke fastlagt millionbeløb.

”Vi har igennem en længere periode haft gang i en undersøgelse af de økonomiske forhold i afdeling 46 på Baltorpvej i Ballerup. Det er blandt andet sket med ekstern hjælp fra statsautoriserede revisorer og advokater. På baggrund af det arbejde, har vi desværre været nødt til at indgive politianmeldelse af sagen, da vores undersøgelse tyder på, at der er en række personer, der bevidst eller ved grov pligtforsømmelse har påført afdelingens beboere tab for et anseeligt beløb”, siger AAB´s administrerende direktør, Christian Høgsbro.

Som en konsekvens af sagen har fire ud af fem bestyrelsesmedlemmer – heriblandt afdelingsformanden – valgt at trække sig fra bestyrelsen.

Den formodede svindel er blandt foregået ved, at der er blevet bestilt og betalt for håndværksarbejde, som aldrig er blevet udført. Den interne undersøgelse har for eksempel afsløret, at der over en længere periode er blevet betalt næsten en million kroner for gulvarbejde i mange af afdelingens boliger, selvom arbejdet aldrig er blevet udført.

”Det er et af de grove eksempler, som vores undersøgelse af afdelingen har afsløret, men i princippet er det ligegyldigt, om beløbet er 10.000 kroner eller en million. Det er beboernes penge, som bliver misbrugt og havner i de forkerte lommer. Den slags gør mig virkelig vred, og derfor er sagen naturligvis anmeldt til politiet”, fortæller Christian Høgsbro.

Flere personer i søgelyset

Den interne undersøgelse af de økonomiske forhold i afdelingen kommer til at fortsætte, men allerede nu har afsløringerne været af en karakter, så de to personer, der godkendte de pågældende fakturaer til betaling, ikke længere er en del af boligafdelingens drift. Det er dog for tidligt at sige, om sagen får konsekvenser for flere personer med tilknytning til boligafdelingen.

”Nu er sagen overdraget til politiet, og så må vi afvente det videre forløb. Det er helt åbenlyst, at der er flere personer, som har været involveret, for at dette her har kunnet lade sig gøre. Men det er politiets opgave at finde ud af, om de eventuelt har begået noget ulovligt. Det hverken kan eller vil jeg udtale mig om. Det vigtigste for mig er, at eventuelt misbrug af beboernes penge bliver stoppet effektivt”, siger Christian Høgsbro.

Boligforeningen AAB fremrykker betalinger for 30 millioner kroner

Beslutningen om at fremrykke betalingen af et stort antal regninger er taget for at hjælpe det danske samfund og de leverandører, som for alvor vil mærke de økonomiske konsekvenser af coronavirussen.

Boligforeningen AAB støtter fuldt og helt myndighedernes anbefalinger for at bekæmpe spredningen af coronavirus. Af samme grund blev medarbejderne sendt hjem allerede dagen efter statsministerens opfordring, ligesom den fysiske betjening i boligafdelingerne er minimeret.

Coronavirussen har ikke bare sundhedsmæssige konsekvenser, men rammer også mange erhvervsdrivende hårdt, og derfor fremrykker AAB nu betalinger til en værdi af mere end 30 millioner kroner til leverandører.

- Under normale omstændigheder sørger vi for at passe bedst muligt på beboernes penge. Derfor har vi en betalingsfrist på løbende måned + 30 dage til vores leverandører. Det, vi oplever nu, er meget langt fra normale omstændigheder, og vi er som alle andre stærk bekymrede over udviklingen. I forhold til de økonomiske konsekvenser har vi som en af landets største almene boligorganisationer en mulighed for at bidrage ved at sende en masse millioner i omløb her og nu, forklarer Christian Høgsbro, der er administrerende direktør i Boligforeningen AAB.

Han håber, at fremrykningen kan hjælpe nogle af AAB´s mange leverandører, som lynhurtigt vil mærke konsekvenserne af, at samfundet kører på vågeblus.

- Mit håb er naturligvis, at vores fremrykning kan være med til at hjælpe erhvervslivet en smule i en meget hård tid. Jeg er helt klar over, at det et meget beskedent bidrag til de udfordringer, som samfundet står over for. Men jeg er også overbevist om, at det har en effekt, hvis alle bidrager på den ene eller den anden måde. Kan den her fremrykning af betalinger være endnu et lille bidrag til løsningen af de kæmpe udfordringer, samfundet står midt i, er det et lille offer, som AAB meget gerne bringer, siger Christian Høgsbro.

I alt betaler AAB knap 3.000 fakturaer til en værdi af 30,9 millioner kroner før tid i marts måned, og det ligger allerede nu fast, at betalingen af fakturaer i april måned ligeledes vil blive fremrykket.

Boligforeningen AAB er en almen boligforening. Vi udlejer knap 20.000 almene bo-liger fordelt på 106 afdelinger i København og omegn. AAB har eksisteret siden 1912 og er Danmarks ældste og største almene boligforening.

AAB indstiller alle fælles fremvisninger

Boligforeningen AAB har besluttet at indstille fælles fremvisninger af boliger for at minimere risikoen for spredning af corona-virus.

Hvis du skal have fremvist en bolig, skal du derfor være opmærksom på, at:

  • boligsøgende skal bære mundbind, når de er til fremvisning af en bolig
  • boligsøgende, der ikke bærer mundbind, kan nægtes adgang til boligen
  • boligen kun må fremvises for en boligsøgende ad gangen
  • øvrige boligsøgende skal vente i kø foran boligen med mindst en meters afstand.

AAB anbefaler desuden, at beboere, som skal fremvise deres bolig, følger samme retningslinjer i forhold til brug af mundbind.

Hvis den fraflyttende beboer ikke ønsker at tilbyde en fysisk fremvisning, så er vedkommende velkommen til selv at arrangere og stå for en digital fremvisning af boligen ved brug af Skype, Facetime eller en lignende tjeneste.

Kort ventetid for studerende og seniorer i København NV

Boligforeningen AAB har mulighed for at leje ældreboligerne i afdeling 78 ud til studerende, seniorer, skilsmisseramte og personer i beskæftigelse.

Boligerne, der er ledige, er et-rums boliger og to-rums boliger. Et-rums boligerne er på 54-58 m2. Huslejeniveauet er mellem kr. 6.469 – 7.269. To-rums boligerne er på 58-81 m2. Huslejeniveauet er mellem kr. 6.895- 9.067.

Yderligere information og kontaktoplysninger

Du kan læse mere om afdeling 78 her.
Du kan læse mere om de fleksible kriterier her.

Husk at tilmelde dig fleksibel udlejning på din profil på Boligbasen.

Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du kontakte kundecenteret på telefon 3376 0420 i åbningstiden: mandag, tirsdag, torsdag fra kl. 10-15 og fredag fra kl. 10-14. Om onsdagen er telefonerne lukket.

Du har også mulighed for at kontakte os på e-mail: aab@aab.dk.