Beslutningen om at fremrykke betalingen af et stort antal regninger er taget for at hjælpe det danske samfund og de leverandører, som for alvor vil mærke de økonomiske konsekvenser af coronavirussen.
Boligforeningen AAB støtter fuldt og helt myndighedernes anbefalinger for at bekæmpe spredningen af coronavirus. Af samme grund blev medarbejderne sendt hjem allerede dagen efter statsministerens opfordring, ligesom den fysiske betjening i boligafdelingerne er minimeret.
Coronavirussen har ikke bare sundhedsmæssige konsekvenser, men rammer også mange erhvervsdrivende hårdt, og derfor fremrykker AAB nu betalinger til en værdi af mere end 30 millioner kroner til leverandører.
- Under normale omstændigheder sørger vi for at passe bedst muligt på beboernes penge. Derfor har vi en betalingsfrist på løbende måned + 30 dage til vores leverandører. Det, vi oplever nu, er meget langt fra normale omstændigheder, og vi er som alle andre stærk bekymrede over udviklingen. I forhold til de økonomiske konsekvenser har vi som en af landets største almene boligorganisationer en mulighed for at bidrage ved at sende en masse millioner i omløb her og nu, forklarer Christian Høgsbro, der er administrerende direktør i Boligforeningen AAB.
Han håber, at fremrykningen kan hjælpe nogle af AAB´s mange leverandører, som lynhurtigt vil mærke konsekvenserne af, at samfundet kører på vågeblus.
- Mit håb er naturligvis, at vores fremrykning kan være med til at hjælpe erhvervslivet en smule i en meget hård tid. Jeg er helt klar over, at det et meget beskedent bidrag til de udfordringer, som samfundet står over for. Men jeg er også overbevist om, at det har en effekt, hvis alle bidrager på den ene eller den anden måde. Kan den her fremrykning af betalinger være endnu et lille bidrag til løsningen af de kæmpe udfordringer, samfundet står midt i, er det et lille offer, som AAB meget gerne bringer, siger Christian Høgsbro.
I alt betaler AAB knap 3.000 fakturaer til en værdi af 30,9 millioner kroner før tid i marts måned, og det ligger allerede nu fast, at betalingen af fakturaer i april måned ligeledes vil blive fremrykket.
Boligforeningen AAB er en almen boligforening. Vi udlejer knap 20.000 almene bo-liger fordelt på 106 afdelinger i København og omegn. AAB har eksisteret siden 1912 og er Danmarks ældste og største almene boligforening.