Hjælp til beboere med høje energiregninger

I andet halvår af 2022 steg energipriserne til et hidtil uset højt niveau. For at vi i Boligforeningen AAB bedst muligt kan hjælpe dig som beboer med at betale eventuelle høje energiregninger, har vi forlænget afdragsordningerne på alle efterbetalinger over 500 kr. fra tre til seks måneder.

Hvis du stadig har behov for en længere afdragsperiode på din vand- eller varmeregning, kan du kontakte Beboerøkonomi og drøfte muligheden for at lave en individuel aftale på op til 12 måneder.

Beboerøkonomi kan kontaktes på beboerokonomi@aab.dk eller telefon 33760442. Telefonerne er åbne mandag-torsdag fra 12.00-15.00 og fredag fra 12.00-14.00.

Regulering af aconto

Vi regulerer det beløb du skal betale i aconto for at sikre, at så få beboere som muligt får efterbetalinger, de ikke kan betale.

Hvis du bor i en afdeling, der er opvarmet med gas, har du allerede fået besked om, at du skal betale mere i aconto.

Hvis din afdeling ikke bliver opvarmet med gas, er der allerede enkelte forsyningsselskaber som har varslet stigninger. Hvis du endnu ikke er steget i aconto, vil du blive reguleret med 15 % stigning i aconto på vand og varme. For langt de fleste beboere vil stigningen gælde fra 1. marts 2023.

Nye familieboliger i Skovlunde

Har du lyst til at bo i et godt lokalmiljø, hvor der er plads til både fællesskab og privatliv? Så kan du nu skrive dig op til AAB's nybyggede byhuse i afdeling 45 i Skovlunde. 

 De 39 byhuse er bygget i tilknytning til den eksisterende AAB afdeling 45. Boligerne er opført som 2- rums, 3-rums og 4-rums familieboliger i både ét og to plan, og er klar til indflytning i april 2023.  

 Lyder det som noget for dig, kan du med fordel skrive dig op til boligerne på Boligbasen, hvor ventelisten netop er åbnet. 

Er du beboer i Ballerup eller Skovlunde, har du fortrinsret til boligerne, efter beboerne i afdeling 45. Derudover har Boligforeningen AAB indgået en fleksibel udlejningsaftale med Ballerup kommune. Det betyder, at du som ansøger kan komme længere frem på ventelisten, hvis du opfylder nogle bestemte kriterier. Du kan læse mere om de fleksible kriterier på vores hjemmeside.  

 

Er du interesseret i yderligere informationer om bebyggelsen, kan du finde fakta-ark og plantegninger her.

Nu kan du skrive dig op til AAB’s nye afdeling 121 i Vanløse

Den 1. januar 2022 fusionerede Sporvejsfunktionærernes Boligforening med Boligforeningen AAB (AAB). Midt i december blev ventelisterne for vores to foreninger lagt sammen, så du nu kan skrive dig op til boligerne via Boligbasen. Afdelingen hedder Afdeling 121 – Sporvejsfunktionærerne i Boligbasen.

Afdeling 121 – Sporvejsfunktionærerne har 117 lejemål og ligger i Vanløse. Foreningen blev stiftet i 1943 som en datterforening af AAB, men har siden 2002 været under egen administration.