Unge i bestyrelserne: Spring ud i det

Før sommerferien tog et rekord ungt Folketing hul på arbejdet med det danske demokrati. Men i AABs bestyrelser er det ikke mange unge, der finder vej til de lokale bestyrelser, selv om der er gode erfaringer at hente – vi har talt med nogle af de unge om deres erfaringer

Solen skinner på sjette sal på den store tagterrasse på Vesterbro. Vi står i en af AABs nyeste afdelinger, afd. 109, hvor der er blevet plads til 231 boliger i den nyopførte Carlsberg byen. En af beboerne er Caroline Gammelvind, der til daglig læser til læge på Københavns Universitet. Hun bor i en af stedets 198 studieboliger og er vild med placeringen inde midt i byen.

Caroline Gammelvind har fået meget ud af at sidde i afdelingsbestyrelsen i afd. 109 – både personligt og fagligt.

“Jeg flyttede ind, da afdelingen åbnede som en af de første, og da der var det stiftende afdelingsmøde, var der ikke så mange, der stillede op, og så kom jeg med i bestyrelsen som suppleant. Inden for det første år blev jeg en del af bestyrelsen, og ret hurtigt efter blev jeg formand. Det har jeg været siden – og det er to år nu”, siger hun med et smil, mens hun viser rundt i afdelingen.

I afdeling 109 er alle bestyrelsesmedlemmerne studerende, selv om der også er 33 familieboliger, men de har aldrig været repræsenteret.

Dermed udgør Caroline Gammelvind en del af en målgruppe, som der ikke er mange af i AABs afdelinger. Der findes ingen specifikke statistikker over afdelingsbestyrelsernes alder, men erfaringen viser, at det ofte er en danskfødt person i alderen 55 til 75 år, der bruger tid på bestyrelsesarbejdet.

Det genkender 27-årige Anton Holm fra afdeling 33 i Københavns Nordvest kvarter. Han har siddet i afdelingens bestyrelse, der er langt mere blandet aldersmæssigt i et år..

“Jeg var til et velkomstmøde for nye bestyrelsesmedlemmer inde i AAB, og her kunne jeg se, at jeg klart var den yngste i selskabet”, siger Anton Holm med et skævt smil.

AAB håber, at flere unge under 30 vil stille op til bestyrelserne.

27-årige Anton Holm har været med i bestyrelsen i AABs afdeling 33 i et år – og håber, at flere unge vil engagere sig i beboerdemokratiet.

Naturlig interesse

Da vi er på besøg i afdeling 33, sidder Anton Holm med formand Hanne Skovlund på afdelingskontoret. Sammen skal de to gennemgå indkomne forslag til det kommende afdelingsmøde.

Hanne Skovlund har siddet i bestyrelsen i afd. 33 i 10 år og er rigtig glad for at have fået et ungt bestyrelsesmedlem med om bord, selv om der også har været andre unge i hendes tid i bestyrelsen.

“De unge kommer med et andet syn på tingene. Det giver så meget, at man kan være flere i forskellige aldre om samarbejdet. Der er helt klart forskel, når der er unge med. Der kommer nogle helt andre idéer”, vurderer formanden.

Både Caroline Gammelvind og Anton Holm er glade for muligheden for at gøre en forskel for deres afdelinger. Men for dem begge gælder det også, at de havde en naturlig interesse for politisk arbejde med sig, da de flyttede ind i deres almene boliger.

“Jeg kommer fra en familie, som altid har været meget engageret i foreningslivet, så på en eller anden måde lå det lidt naturligt, at det skulle jeg også. Jeg kan godt lide det fællesskab, der er i det”, siger Caroline Gammelvind.

Hun oplevede også, at den første tid gav selvudvikling og netop fællesskab med det ansvar, der fulgte med.

Anton Holm og formand Hanne Skovlund har et godt samarbejde i afdelingsbestyrelsen, hvor forskellige perspektiver og erfaringer mødes.

Tag springet

Det samme mærker Anton Holm i afd. 33. Han fik interesse for politik og demokrati under sit efterskoleophold. I dag er flere af hans venner politisk aktive på en eller anden måde, men det behøver man ikke at være.

“Det handler om at tage til afdelingsmødet og stille op, hvis du har lyst. Det er ok at springe ud i det, for man bliver taget godt imod, og såfremt man bliver valgt, så er man jo valgt på et mandat fra boerne. Så ja, bare spring ud i det – det er ikke farligt”, siger Anton Holm.

Bestyrelsesarbejdet er også med til at udvikle og validere en som person. At Caroline Gammelvind kan skrive bestyrelsesarbejdet på sit cv er én ting, men der er også det personlige perspektiv.

“Jeg har lært enormt meget om mig selv. Om hvor vedholdende jeg er. Noget af det som har fået mig til at blive ved har været opbakningen fra medbestyrelsen, og at der var noget fællesskab”, fastslår Caroline Gammelvind

Anton Holm glæder sig over den mulighed det er at være en del af bestyrelsen. Det er ikke noget, der stopper lige med det samme, virker det som om.

“Lige nu er der flere unge, som flytter ind. Der er brug for unge i alle afdelinger. Vi skal være med til at forme fremtiden for afdelingen. Så jeg håber, der kan være nogle flere unge, der vil deltage i arbejdet for beboerdemokratiet”, siger Anton Holm.

Afdelingsbestyrelserne bestemmer over 80–90 procent af alle lokale beslutninger – fra husorden til renoveringer, udearealer, fællesrum og service.

Gode råd til et allerede ungt bestyrelsesmedlem

Fra Caroline Gammelvind

  1. Stil alle de spørgsmål du kan komme i tanke om. Ingen spørgsmål er dumme eller for sene til at stille. Find evt. en anden bestyrelse som du kan snakke med og spare med. Vi kan ofte lære meget af hinanden .
  2. Det er okay at kræve informationer fra administrationen. Du er bindeled og det kan man ikke være hvis man ikke hører fra begge sider.
  3. Snak med beboerne, hvilke ønsker har de for bygningen i fremtiden, men også hvilke ønsker og drømme har de her og nu. Det kan både gøres gennem small talk på gaden eller gennem spørgeskemaer eller lignende.
  4. Skab et fællesskab indenfor bestyrelsen så I kan grine sammen. Spis aftensmad sammen eller slut mødet af med en drink. Samarbejde skabes bedst når alle er trygge.
  5. Uddeleger opgaver. Intet menneske kan klare alt alene, vi har brug for vores nærmeste til at hjælpe os. Ellers brænder du ud i det.

Fem gode råd: Hvorfor træde ind i bestyrelsen

  1. Du lærer at kommunikere og samarbejde med mange forskellige typer af mennesker og deres forskellige baggrunde/karrierer
  2. Frivilligt arbejde gør, at man lærer utrolig meget om sig selv og egne værdier. Du kommer til at vokse som menneske
  3. Hvis du går med drømme om, hvad afdelingen eller bygningen kunne blive til, så er det måden at få det ført ud i livet. Andre er ofte enige, men ikke alle har ideerne.
  4. Spring ud i det! Det bliver ofte hvad man gør det til, så hvis du gerne vil men er nervøs for arbejdsbyrde eller lign., så gør det. Du finder kun ud af hvor fedt det er, når du afprøver det.
  5. Frivilligt bestyrelsesarbejde har mange forskellige opgaver, og meget af det kan vinkles og drejes, så det passer ind i din karriere. Du kan derfor blive bedre på jobbet, fordi du yder et godt stykke frivilligt arbejde i fritiden. Og så er mange chefer glade for at ansætte medarbejdere, som viser, at de kan engagere sig frivilligt.