AAB’s nye Afdeling 109 – Carlsberg med 195 ungdomsboliger og 31 familieboliger er hastigt ved at tage form, og et veloverstået rejsegilde betyder, at indflytningen af alle de nye beboere rykker nærmere.
Du kan allerede nu skrive dig op til boligerne på Boligbasen. Vi regner med, at boligerne bliver sendt i tilbud i første uge af november, så der er det meget vigtigt, at du har skrevet dig op, hvis du er interesseret. Der er forventet indflytning den 15. marts 2023.
Ungdomsboligerne bliver tilgængelige via s.dk i oktober 2022.
Afdelingen er en del af den nye bydel Carlsberg Byen mellem Vesterbro og Valby. Boligerne bliver fordelt på i alt seks etager, og der vil være adgang til fællesarealer og vaskerilounges for alle boliger. Bygningen byder i det hele taget op til et spirende liv med fællesskaber på alle niveauer, bl.a. bliver der fælles tagterrasse for alle boliger på 6. sal. Udover fællesterrassen vil to af boligerne på 6. etage og flere af boligerne på 5. etage have deres egen private tagterrasse.
Afdelingen ligger et stenkast til Carlsberg S-station, og nærmeste naboer er blandt andet Campus Carlsberg - Københavns Professionshøjskole og Vesterbro Svømmehal. Derudover er man tæt på centrale knudepunkter på Vesterbro, som f.eks. Enghave Plads og Sønder Boulevard, og grønne områder som Søndermarken og Frederiksberg Have. Der er, sidst men ikke mindst, rige muligheder for indkøb i nærområdet.
Plantegninger er allerede tilgængelige på vores hjemmeside. Du finder frem til den korrekte plantegning ved at klikke på Adresser og boligtyper, finde den ”boligtype” der passer til adressen, og så finde plantegningen til den bolig du er interesseret i på linket Boligtyper (disse har navne som N01, N07 osv.).
For yderligere information omkring lejlighedernes størrelse, hvidevarer, parkeringsmuligheder, internet, opbevaringsmuligheder og meget mere, anbefaler vi, at du læser faktaark for afdelingen på vores hjemmeside. På denne side vil der også komme billeder og 3D-rundvisning af en af boligerne i slutningen af oktober 2022.