Onsdag den 1. februar blev vinderne af Frederiksberg Kommunes første facadepræmiering fejret ved en reception på Frederiksberg Rådhus.
Blandt prisvinderne var herrefrisør Bayram Alcevski, der er indehaver af frisørsalonen på Peter Bangs Vej 58 i AAB´s afdeling 11. Bayram Alcevski vandt prisen i kategorien ”den skæve detalje”, og han havde taget sin medarbejder Arne Jørgensen samt den tidligere indehaver, Preben Nielsen, med til prisoverrækkelse og skåltale hos borgmester Jørgen Glenthøj(C).
”Det er så dejligt at få den her pris, og jeg er meget stolt. Vi har jo bevaret den gamle facade med bogstaver fræset ind i det sorte glas, fordi vi synes godt om den gamle stil, og den pris her viser, at der heldigvis er andre end os selv, der synes godt om, at det nostalgiske får lov til at overleve i gadebilledet” sagde en glad herrefrisør efterfølgende.
Bayram Alcevski overtog frisørsalonen for tre år siden. Inden da havde den været i Preben Nielsens families eje i 94 år. Hans farfar åbnede i 1919 – samme år som afd. 11 blev opført – og efterfølgende overtog hans far og senere han selv salonen, som altså kan fejre 100 års jubilæum om to år.
Borgmester Jørgen Glenthøj holdt tale i forbindelse med prisuddelingen, og han sagde blandt andet følgende:
”Der er mange smukke facader og skilte i byen, så det har været meget svært at finde vinderne blandt de nominerede, som byens borgere selv har peget på. Vinderne er rigtig gode eksempler på, hvordan man bidrager maksimalt til byens samlede udtryk, og de fortjener meget stor anerkendelse for deres bidrag til vores by”.
Det var første gang Frederiksberg Kommune uddelte facadepriserne, men det bliver nu en ny tradition, hvor der hvert andet år, vil blive uddelt priser.