Fra træbyggeklodser til virkelighed: Afdeling 38 får nyt mødested

Med støtte fra Realdania vil afdelingsbestyrelsen i afdeling 38 i Husum skabe et nyt samlingspunkt for at styrke fællesskabet.

Humøret er højt hos formand Maria Torré Borch i afdeling 38, da vi kigger forbi. Men det er heller ikke hver dag, man får et nyt mødested i gave af Realdania.

"Det er kæmpe stort for os. Det er en drøm, der bliver til virkelighed", siger Maria Torré Borch og fortsætter:

"Vi har længe ønsket os et sted udenfor, hvor beboerne kan komme og gå, som de vil. Et sted, der inviterer alle til at være med, uden at være forpligtende", fortæller Maria Torré Borch, der har boet i afdelingen i mange år og set, hvordan behovet for et permanent mødested udenfor er vokset.

"Under corona fandt vi ud af, at da folk ikke kunne komme ud og rejse, begyndte de at bruge afdelingens græsplæner til deres udendørs liv. Vi tænkte på, om vi ikke skulle sætte en pavillon op fra Harald Nyborg for at gøre noget ekstra. Det blev en bragende succes og bliver brugt hver eneste dag", fortæller Maria Torré Borch.

Derfor kom henvendelsen fra Realdania også som et lykketræf for afdelingen, der blev kontaktet for at høre, om de var interesseret i at deltage som testfællesskab i deres 25 års jubilæumsindsats Vores Sted. Et projekt, der over de næste to år giver 150 mødesteder væk til foreninger, som ønsker at skabe og udvikle fællesskaber i deres område.

”Jeg betegner det som en appelsin, der dumpede ned i vores turban. Projektlederen fra Realdania har tidligere arbejdet her i Husum og kender både området og mig godt. Han ringede til mig og fortalte, at de skulle i gang med et jubilæumsprojekt, og at vi passede perfekt til det. Det var en mulighed, vi ikke kunne sige nej til", forklarer Maria Torré Borch.

En model for fremtidige fællesskaber

Afdeling 38 har spillet en vigtig rolle i projektet som testfællesskab. Afdelingsbestyrelsen, sammen med en af afdelingens ejendomsfunktionærer og andre foreninger, har deltaget i workshops og brainstorming-sessioner. Sammen med arkitekter og designere har de arbejdet på at udvikle og afprøve konceptet. De brugte også byggeklodser til at skabe modeller af det fremtidige mødested, hvilket hjalp med at konkretisere deres visioner og ideer.

"Vi blev inviteret til en workshop, hvor vi selv kunne bygge en model af mødestedet i træbyggeklodser. Hele bestyrelsen var med, og vi sad og legede med klodser for at vise, hvordan vi gerne ville have, at det skulle se ud", siger Maria Torré Borch med et smil på læben.

En tryg og bæredygtig løsning

Arbejdet resulterede i et koncept med fire små fælleshuse og åbne pavilloner: Værkstedet, Udestuen, Naturbasen og Fællestaget, som foreninger og fællesskaber nu kan vælge mellem.

I afdeling 38 har de valgt den åbne pavillon Fællestaget, da den passer til deres fokus på kriminalitetsforebyggende tiltag. De ønsker nemlig en løsning, der sikrer, at området omkring mødestedet forbliver sikkert og overskueligt, så beboerne kan føle sig trygge ved at bruge det.

Derudover er pavillonen lavet af bæredygtige materialer og designet med tanke på diversitet og bæredygtighed, hvilket gør den til det perfekte valg for afdelingen.

Afdelingsbestyrelsen har store ønsker og forhåbninger til mødestedet og ønsker at skabe et levende og attraktivt boligområde ved at etablere et sted, hvor beboerne kan mødes og hygge sig. Maria Torré Borch siger:

"Vi vil gerne have folk ud af deres huler og skabe nye fællesskaber. Vi har store forventninger til Fællestaget og tror, at det kan skabe positive historier i et område, som ofte har et dårligt ry, men som er langt bedre end sit rygte".

Maria Torré Borch håber desuden, at det nye mødested vil inspirere andre afdelinger i AAB til lignende initiativer. Hun er dog bevidst om, at projekter kan virke overvældende, men minder om, at der er masser af hjælp og støtte til rådighed:

"Tag kontakt og kom i gang. Udfordringer kan løses, og det nytter ikke at blive siddende bag skrivebordet og tro, at det er umuligt. Der er masser af råd og vejledning at få", siger hun og fortsætter:

"Vi tror på, at dette projekt kan være starten på mange flere gode initiativer både i vores egen afdeling og i andre afdelinger i AAB", siger Maria Torré Boch afslutningsvis.

Har du spørgsmål til projektet i afdeling 38, er du velkommen til at kontakte Maria Torré Borch på mto.aab38@aab.dk.

FAKTA om Vores Sted:

  • Vores Sted er en del af Realdanias 25 års jubilæumsindsats, som i 2025 vil blive suppleret af yderligere jubilæumsaktiviteter – alle med fokus på fællesskaber.
  • Fra 10. juni kan fællesskaber over hele Danmark søge om at få et mødested på vores-sted.nu. Mødestedet er en gave fra Realdania, og alle foreninger og fællesskaber kan søge. Det eneste krav er en god ide, der kan samle folk lokalt samt en ambition om at ville skabe og drifte et inviterende mødested.
  • Ansøgerne kan vælge mellem fire små fælleshuse og åbne pavilloner: Værkstedet, Udestuen, Naturbasen og Fællestaget.
  • Mødestederne er designet til at være alsidige og tilpasse sig de lokale fællesskabers unikke behov og interesser. Realdania tager sig af byggeprocessen, så fællesskaberne kan koncentrere sig om at skabe indholdsrige og inkluderende aktiviteter.