Foråret og den tidlige sommer er højsæson for afdelingsmøder i AAB. Omkring halvdelen af boligforeningens cirka 110 årlige afdelingsmøder afholdes i denne periode, mens resten finder sted efter sommerferien. Her samles beboerne for at diskutere og træffe beslutninger om deres boligområde og de forhold, der har betydning i hverdagen.

Indflydelse på hverdagen
Afdelingsmødet er afdelingens øverste myndighed. Det er her, beboerne godkender budgetter, vælger bestyrelsesmedlemmer og tager stilling til forslag om alt fra vedligeholdelse og fællesarealer til parkering og lokale ordensregler.
Mange af emnerne er ofte hverdagsnære. Netop derfor er afdelingsmøderne en central del af beboerdemokratiet. Beslutningerne handler om de rammer, som beboerne møder hver dag, og som er med til at forme både boligområdet og fællesskabet.
Der er ikke altid enighed om, hvilken retning en afdeling skal vælge. Forskellige synspunkter brydes, forslag diskuteres, og prioriteringer vejes op mod hinanden. Det er en naturlig del af processen, når beslutninger træffes demokratisk og tæt på dem, de vedrører.

Om Boligforeningen AAB
Boligforeningen AAB er Danmarks ældste og største almene boligforening. Siden 1912 har AAB arbejdet for at skabe gode boliger til almindelige mennesker. I dag udlejer AAB omkring 20.000 almene boliger fordelt på 110 afdelinger i København og omegn. AAB er en beboerdrevet organisation, hvor beboerne gennem beboerdemokratiet har indflydelse på deres boligforhold og udviklingen af deres boligområder.