Boligministeren tog 1. spadestik med gravko

Der var fyldt godt op i det opstillede telt på Richardt Mortensens Vej i Ørestad Syd, da der tirsdag den 17. september var inviteret til første spadestik til Boligforeningen AAB's  byggeri af 148 almene boliger og en daginstitution. Og teltet gjorde god gavn, for solen havde det meste af dagen været gemt bag tunge regnskyer, der kort før start havde sendt kaskader af vand ned over København.

Heldigvis brød solen frem gennem skyerne, og en veloplagt Kaare Dybvad Bek, boligminister (S), kunne tage det spadestik, som betyder at byggeriet nu officielt er i gang. Det første spadestik blev dog taget, ikke med den obligatoriske spade, men med en stor orange gravko.

For boligministeren markerer det nye byggeri en voksende bevidsthed om behovet for at give plads til alle i byen – og ikke kun dem, der har råd til at betale de dyreste huslejer:

”Det er vigtigt for mig, at vi får skabt mere blandede byer og boligområder i Danmark, så vi derigennem får mulighed for at mødes og leve side om side med andre, der ikke ligner os selv. Det er afgørende, hvis vi skal skabe en stærkere sammenhængskraft, og derfor var det en fornøjelse at tage første spadestik til Ørestad Syds nye almene boliger og daginstitution”, sagde Kaare Dybvad Bek, før han overlod ordet til Christian Høgsbro, administrerende direktør i Boligforeningen AAB:

”I AAB er vi meget glade for og stolte af, at vi i samarbejde med AG Gruppen kan være med til at sikre, at mennesker med almindelige indkomster også kan bo i hovedstaden - og bidrage til at vi får en blandet by med plads til alle. Det er nemlig vigtigt, at der er plads til alle i København – uanset størrelsen på deres pengepung”, sagde Christian Høgsbro.

Ved spadestiksceremonien deltog også Anne Skovbro, direktør i By&Havn som i sin tale blandt andet hyldede det samarbejde, der har fået gang i byggeriet.

Administrerende direktør for AG gruppen Robin Feddern sluttede talerækken af, og også han lagde vægt på samarbejdet med alle involverede parter.

De 148 almene boliger, bliver en del af en karrébebyggelse, som udover de almene boliger også rummer private boliger og en daginstitution, som bygges op omkring et fælles gårdrum. De almene boliger fordeler sig på 122 familieboliger i forskellige størrelser, 12 mindre almene familieboliger samt 14 ungdomsboliger. De 148 boliger forventes at stå klar i april 2021.

Du kan læse mere om byggeriet her på siden under 'Familieboliger i AAB afdeling 117' og se flere billeder fra arrangementet på AAB's side på Facebook

Du kan skrive dig op via Boligbasen fra onsdag den 25. september 2019.