Boligforeningen AAB’s organisationsbestyrelse var onsdag den 6. november trukket i sikkerhedssko og -hjelme, da de bevægede sig rundt på byggepladsen ved Bellahøj. Her er en af tidens mest komplekse boligrenoveringer i hovedstaden i fuld gang.
Bellahøjhusene er Danmarks første højhusbyggeri, og AAB stod i 1950erne for opførelsen af syv af de i alt 28 højhuse i bebyggelsen.
Renoveringen, der er godkendt af beboerne og støttet af Landsbyggefonden, har på grund af bebyggelsen ikoniske status også Slots- og Kulturstyrelsens samt København Kommunes særlige opmærksomhed.
Samtidig med, at boligerne nu føres op til nutidige standarder, blandt andet med nye køkkener og badeværelser samt en omfattende energioptimering, er der også krav om, at det oprindelige arkitektoniske udtryk fastholdes på Bellahøj.
Kompliceret renovering
Bellahøjhusene repræsenterer en milepæl i dansk arkitektur og byplanlægning. De introducerede en helt ny boligform og byggeteknik, der fik stor indflydelse på efterfølgende boligbyggerier i Danmark. Men renoveringen af Bellahøjhusene er udfordret af flere ekstraordinære forhold.
Bellahøjhusene blev opført i perioden 1950-1956. Højhusene er opført i beton med en særlig glideforskallingsteknik, som bærer præg af, at den endnu var uafprøvet og ny i 1950erne. Højhusene blev opført af forskellige entreprenører, og under renoveringen har det vist sig, at der bag facaderne er store individuelle forskelle i betonkvalitet og -løsninger.
I modsætning til flere andre huse i Bellahøjbebyggelsen er stabiliteten og vindfølsomheden dog ikke i samme grad udfordret i AAB’s afdeling 40.
I alt bruges der mere end 12 kilometer stålprofiler til at kompensere for den dårlige og meget svingende betonkvalitet, der kom til syne i takt med, at facadestenene blev fjernet.
De glatstøbte facadesten bidrager også til den komplekse renovering. For at genskabe facadens oprindelige udtryk står håndværkerne nu over for et større puslespil med mere end 300 forskellige nye facadesten, der skal monteres på de nyrenoverede og efterisolerede betonydervægge.
Blotlægningen af de gamle betonvægge og -etagedæk har også afsløret, at brandsikkerheden ikke lever op til nutidige standarder. Så i forbindelse med facaderenoveringen sikres alle etagedæk nu med kraftige stålspyd, som indsættes i betondækket for at erstatte den oprindeligt mangelfulde armering. På den måde er det lykkedes at brandsikre byggeriet uden synlige indgreb inde i boligerne.
Organisationsbestyrelsen fik onsdag en guidet rundvisning af projektleder Jan Hansen fra Byggeri i AABs administration samt repræsentanter fra byggeriets entreprenør Nordstern. Og der blev både tid til at se den komplekse facaderenovering, de særlige brandsikringstiltag og kigge indenfor i en af de nyrenoverede boliger.
Formand for AAB, Charles Thomassen, sagde under besøget:
– Det var på alle måder et spændende og lærerigt besøg, og et studie i omstillingsparathed: At komme helt tæt på den komplicerede renovering og se, hvordan AAB som bygherrer i et godt og fleksibelt samarbejde med entreprenør og rådgivere, trods de mange tekniske udfordringer, har fundet en vej, så vi i dag kan se de første renoverede boliger. Det gør mig glad, at vi er med til at bevare og fremtidssikre et stykke Danmarkshistorie og samtidig kan fremtidssikre 280 attraktive boliger for vores beboere.
Renoveringsarbejdet fortsætter frem til 2028
Renoveringsarbejdet har været i gang siden 2022, og beboerne genhuses under renoveringen af deres boliger. AAB har tilrettelagt byggeetaperne og genhusningen, så de berørte beboere på skift kan flytte til andre boliger i Bellahøj og dermed kan fortsætte deres normale hverdag, mens håndværkerne arbejder.
Under hele forløbet har beboerne været involveret og informeret gennem blandt andet opgangsmøder og nyhedsbreve, og i samarbejde med den lokale afdelingsbestyrelse arrangerer AAB løbende orienteringsmøder, åbent hus-arrangementer og åben byggeplads. For AAB er beboerkoordinator Mette Chang desuden tilgængelig for alle beboere i hverdagen.
De første beboere er flyttet tilbage i deres nyrenoverede boliger, og arbejdet med hele boligafdeling 40 forventes afsluttet i 2027-28.