Fredag d. 15. november 2013 tog direktøren for AAB, Christian Høgsbro, det første spadestik til AAB’s afdeling 100 i Ørestad sammen med overborgmester Frank Jensen, administrerende direktør for By & Havn Jens Kramer Mikkelsen og direktøren for Arkitektgruppen, Jørn Witting. Det skete 100 år efter, at AAB opførte sin første boligafdeling, understregede Christian Høgsbro i sin tale.
”AAB’s historie er en fantastisk fortælling om, hvordan andelstanken blev ført ind til byen, og om, hvordan stolte kræfter i AAB gennem 100 år har tilvejebragt 19.000 boliger i Storkøbenhavn.”
”En af den almene sektors grundpiller”, tilføjede direktøren, ”er at skabe diversitet i byen og sikre, at København ikke ender som andre europæiske hovedstæder, hvor selv folk med almindelige indkomster ikke har råd til at bo.”
Overborgmester Frank Jensen takkede AAB for at være med til at trække dygtige arkitekter ind i almene byggeprojekter og lagde vægt på, at den almene sektor er med til at skabe sammenhængskraft i Hovedstaden:
”Det er vigtigt, at vi bor tæt på hinanden og lærer hinanden at kende på tværs af, hvor vi kommer fra, og hvor stor vores tegnebog er. Der kommer hvert år 10.000 nye indbyggere til København, og jeg er glad for, at AAB er med til at skabe gode rammer for dem, f.eks. med denne fantastiske bygning, hvor man både har naturen og byen tæt på.”
Jens Kramer Mikkelsen, der selv er vokset op i hhv. AAB afdeling 18 og 23, glædede sig ligesom overborgmesteren over, at Københavns nye kvarter på Amager består af både ejer-, andels- og lejeboliger, og at de mange nye boliger i Ørestad vil tiltrække såvel unge og ældre som singler og familier.
Endelig takkede direktøren for Arkitektgruppen, som er totalentreprenør på opførelsen af afdeling 100, for det gode samarbejde og understregede det særegne ved Ørestad, hvor et stort fredet naturområde, der minder om en savanne, støder lige op til byen.
Når afdelingen står færdig, vil den indeholde 81 boliger på 3-4 værelser i 11 etager, der falder til seks etager med en flot udsigt ud mod Fælleden. Byggeriet vil stå færdigt og klar til indflytning i starten af 2015.