AAB inviterer beboerdemokratiet ind i arbejdet med ny strategi

Boligforeningen AAB er i gang med at udvikle en ny strategi for foreningen. Som en central del af processen inviteres beboerdemokrater fra hele AAB nu ind i arbejdet gennem en række strategiworkshops i april og maj.

Formålet med workshopforløbet er at samle erfaringer, perspektiver og prioriteringer fra hele foreningen og skabe et fælles grundlag for AABs fremtidige retning.

Beboerdemokrater i aktiv dialog om prioriteringer og perspektiver i arbejdet med AABs kommende strategi.

På workshopsene drøftes blandt andet temaer som effektiv administration, drift og vedligehold, byggeri og beboerdemokrati. Fokus er ikke på færdige løsninger, men på hvilke indsatser og prioriteringer der skal være med til at forme AAB i de kommende år.

Workshopformatet er udviklet i fællesskab af AABs afdelingsrådgivning og afdelingen for bæredygtighed og sociale indsatser. Gennem konkrete prioriteringsøvelser får deltagerne mulighed for at bringe både lokale erfaringer og fælles udfordringer i spil.

Formanden for Boligforeningen AAB, Charles Thomassen, ser workshopforløbet som en vigtig del af arbejdet med den kommende strategi.

“Vi har et stærkt og unikt beboerdemokrati i AAB, hvor beboerne har stor indflydelse på udviklingen af deres boligområder og foreningen som helhed. Derfor er det også vigtigt, at den kommende strategi udvikles i tæt dialog med de beboervalgte. Det giver både et stærkere beslutningsgrundlag og en fælles retning for organisationen,” siger han.

For flere deltagere har workshopsene været en mulighed for både at bidrage med lokale erfaringer og få inspiration fra andre afdelinger.

Kristian Brkic fra afdeling 101 i Ballerup og Kamil Turan fra afdeling 55 i Ishøj peger på værdien af dialog, videndeling og samarbejde på tværs af AABs afdelinger i arbejdet med den kommende strategi.

Kristian Brkic fra afdelingsbestyrelsen i afdeling 101 i Ballerup deltog i workshoppen for at bidrage til arbejdet med fælles målsætninger for foreningen.

“Det har været spændende at møde andre afdelinger og høre, at mange arbejder med de samme problemstillinger. Det giver værdi at dele erfaringer og perspektiver på tværs af AAB,” siger han.

Også Kamil Turan fra afdelingsbestyrelsen 55 i Ishøj fremhæver værdien af dialogen mellem afdelingerne.

“Det er vigtigt, at vi som bestyrelser bidrager til strategien. Samtidig lærer man meget af at høre, hvordan andre arbejder og prioriterer i deres afdelinger,” siger han.

Den sidste strategiworkshop afholdes i slutningen af maj forud for repræsentantskabsmødet i juni, hvor den kommende strategi skal behandles.