
Store gårdhave-rækkehuse i to plan på vej i Ballerup Kommune - forventes klar til indflytning i maj 2021
Ballerup Kommune har fuldt fokus på byudviklingen i Skovlunde. Og i løbet af de kommende år vil Skovlunde Bymidte igen markere sig som områdets største og vigtigste indkøbssted. Med S-tog station, nye moderne boliger og et spritnyt handelsstrøg med dagligvare- og detailbutikker samt sundhedshus vil der igen komme liv i Skovlunde Centeret.
Og på Lundebjerggårdsvej 104, kun 5 minutters gang fra Skovlunde S-tog station og det nye Skovlunde Center, har AAB planlagt at opføre en rækkehusbebyggelse med 39 store moderne familieboliger.
Den ny rækkehusbebyggelse vil indeholde både 3-værelses og 4-værelses boliger. Boligerne på fire værelser vil alle være i to plan med badeværelse, stue og køkken-alrum i stueplan samt med depot og tre værelser på 1. sal. Boligerne på tre værelser er i ét plan. Her har stueboligen adgang til have og boligen på 1. sal har adgang til egen terrasse.
Bebyggelsen bliver opført som tre selvstændige rækkehusklynger. Og i hver klynge er der 13 boliger, som ligger omkring et fælles gårdrum. Her er det gode naboskab indtænkt som en vigtig bo-kvalitet.
Rækkehusene bliver en del af boligafdelingen AAB afd. 47, opført i 1964.
Dronebillede fra byggepladsen, august 2020
Opskrivning
Hold øje med AAB's hjemmeside for opskrivning til de nye boliger i Skovlunde. Boligerne kommer til at koste ca. 9800 kr. om måneden for fire værelser og ca. 7500 kr. om måneden for tre værelser.