Rejsegilde i AAB afdeling 55

Torsdag den 12. september kunne Boligforeningen AAB sammen med Q-construction holde rejsegilde på 58 nye rækkehuse i forbindelse med AAB afdeling 55, Vejleåparken i Ishøj.

Over 100 mennesker var mødt op på en flot septemberdag med blå himmel og drivende skyer for at fejre håndværkerne og byggeriet af de nye rækkehuse i Vejleåparken. De kunne blandt andet høre Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp holde tale

”Det er godt samarbejde mellem AAB og Ishøj Kommune, der nu har gjort det muligt at holde rejsegilde på de nye rækkehuse i Vejleåparken. Der er stor interesse for de nye huse, og de forskellige størrelser på boligerne understøtter vores ønske om at skabe mangfoldighed i kommunen. Jeg er faktisk lidt ærgerlig over ikke at skulle bo her selv. Facaderne med de gule teglsten står godt til den renoverede Vejleåpark, og jeg glæder mig til at følge det nye liv husene vil medføre”

Fantastisk udvikling i Vejleåparken

Også AAB’s direktør Christian Høgsbro var på talerstolen og takkede i sin tale bl.a. Ishøjs borgmester for at så de første frø til tanken om at bygge rækkehuse i forbindelse med Vejleåparken.

”Det var på et møde i 2012, at Ole Bjørstorp første gang sad med et martrikelkort og udpegede grunde, hvor han mente der kunne bygges rækkehuse. Nu er vi i gang med byggeriet og de bliver endnu en sten i den fantastiske udvikling Vejleåparken har været igennem siden jeg var her første gang i 2001, hvor det var trist grå beton. Nu er den fantastiske transformation af området berømt i hele verden, og så sent som i sidste uge havde jeg gæster fra Holland med til Vejleåparken”

Christian Høgsbro sluttede talen med at udråbe et trefoldigt hurra for håndværkerne og det nye byggeri.

Når byggeriet er færdigt kommer der til at stå 58 nye attraktive 1-plans rækkehuse med for- og baghave langs Ishøj Boulevard og Ishøj Søvej. Rækkehusene opføres i forskellige størrelser og med varieret antal værelser. Her bygges både 2-værelses, 3-værelses og 4-værelses huse på mellem 59 og 98 m2. I dag bygges der meget få 1-plans rækkehuse i Danmark. Byggeprisen for denne type rækkehuse er nemlig væsentlig højere end for rækkehuse i flere planer. Men et tæt samarbejde med Ishøj Kommune har gjort det muligt at give AAB’s boligmedlemmer denne unikke bomulighed.

Du kan se flere billeder fra arrangementet på AAB's side på Facebook og se indslag fra TV-Ishøj.