Ændringer i boligafgift og antennebidrag

I september måned sendte vi rigtig mange varslinger ud. Husk at der derfor kan være ændringer i boligafgift og antennebidrag pr. 1 januar 2016.

Hvis du modtager boligstøtte, behøver du ikke foretage dig noget. Vi giver Udbetaling Danmark besked.

AAB bygger 13 nye boliger på Amagerbrogade 241

Boligforeningen AAB har i januar måned 2015 påbegyndt en udvidelse af vores afdeling 75. Udvidelsen betyder skabelse af yderligere 13 boliger i afdelingen samt en udvidelse af Netto i stueetagen.

Den oprindelige del af afdelingen er bygget i 1990’erne, og består af 18 boliger på 1., 2. og 3. sal samt en Netto i stueetagen.

Udvidelsen med de 13 boliger sker i forlængelse af den nuværende afdeling (se billede) og vil ligge på hjørnet af Amagerbrogade og Gerbrandsvej på adressen Amagerbrogade 241.

De 13 boliger i den nye længebygning udgøres af otte 4-rums boliger i to etager på mellem 109-115 m² og i tårnbygningen er der yderligere fem 3-rums boliger på 107 m². Lejlighederne oven på Netto har en terrasse.

Alle 3 rums har altan og de to øverste har udsigt over byens tage

Der er elevator i ejendommen.

Fra afdelingen er der let adgang til offentlige transportmidler, idet Sundbyvester Plads er holdeplads for seks forskellige buslinjer, og der er Metro ca. ti minutter derfra.

Bag bebyggelsen indrettes en P-plads til beboerne og Nettos kunder. Fælles med den eksisterende afdeling er der haveanlæg og øvrige fællesfaciliteter.

Boligerne forventes at være klar til indflytning i april 2016.

Huslejeeksempel: en 4-rums bolig på 115 m2 vil uden forbrugsudgifter (varme, el og vand) ligge på ca. 11.000 kr. om måneden.

Plantegning afdeling 75

Huslejeoversigt afdeling 75

C.V. Bramsnæs’ legat uddeles ikke i 2015

C.V. Bramsnæs’ legat uddeles almindeligvis til beboere, der på grund af alder, forsørgers død, langvarig sygdom eller lignende har vanskeligt ved at betale boligafgift. Legatet udloddes afhængigt af, hvor mange ansøgninger der modtages.

I 2015 er det dog ikke muligt at ansøge, da C.V. Bramsnæs’ legat desværre ikke uddeles på grund af manglende afkast.

Uromagere bliver sat på gaden

Boligselskaberne AAB og Baldersbo har i fællesskab indført en nultolerancepolitik, i Hede-Magleparken i Ballerup Kommune for at komme lettere af med beboere, der skaber utryghed i området.

Voldsmænd og uromagere er ikke velkommen i Hede-Magleparken i Ballerup. For her har boligselskaberne AAB og Baldersbo fået nok af unge uromagere og vil fremover sætte dem og deres familier på gaden, hvis det er muligt.

Boligselskaberne har i fællesskab indført en nultolerancepolitik i området for at holde uromagere og kriminelle langt væk. Og netop nu kan to unge mænd, der er dømt for kriminalitet, se frem til at blive sat ud af deres boliger.

”Der er nogle beboere, der allerede nu har fået dom for våbenbesiddelse og besiddelse af euforiserende stoffer, og dem kører vi sager i mod”, fastslår Christian Høgsbro, direktør i Boligforeningen AAB.

Med det nye initiativ sender de to boligselskaber samtidig et klart budskab til de øvrige beboere: Hvis andre laver ballade i vores nærområde, risikerer de også at blive sat ud af deres boliger - og det kan også gælde hele familier.

”Det er slut med at lave ballade, vi kan ikke længere tolererer, at de få ødelægger det for de mange”, udtaler Christian Høgsbro til TV2 Lorry.

Der har dog også været kritiske røster fremme, der blandt andet har kritiseret udspillet for at være for vidtgående, men den kritik afviser Christian Høgsbro, ”Jeg synes, at forældrene bør tage ansvar for deres børns adfærd, i min verden er det i orden at stille folk til ansvar for deres børns handlinger”.

Alliancen mellem de to boligselskaber kan lade sig gøre, fordi Folketinget har bestemt, at politiet må udlevere oplysninger til lokale boligselskaber om personer, der er dømt for kriminalitet begået i deres område. Dertil har en anden ny lovparagraf gjort det muligt for boligselskaber inden for samme bebyggelse at udveksle personoplysninger med hinanden.

De nye skærpede retningslinjer over for lokale uromagere er blevet godkendt af  afdelingsbestyrelsen, oplyser afdelingsformand i AAB afdeling 54 i Hede-Magleparken, Arne Jensen.

Du kan se indslag fra TV2 Lorry her

Fakta

Højesteret besluttede i 2013, med baggrund i en sag fra Gelleruparken i Aarhus, at boligselskaber har ret til at opsige en hel families lejemål, hvis det kan dokumenteres af nogen i husstanden har begået alvorlig kriminalitet i boligområdet.

Det brede samarbejde mellem de to boligselskaber samt Ballerup Kommune og politiet er kommet i stand efter, at beboere i Hede-Magleparken har været utrygge over hashsælgere og bandegrupperinger i boligområdet. For at forbedre forholdene for beboerne i Hede-Magleparken har Boligselskaberne AAB og Baldersbo i samarbejde med politi og kommunen indført en række skærpede retningslinjer samt sociale og uddannelsesmæssige tiltag, der skal tilbydes til de grupper af unge, der er i risikozonen for at ryge ud i kriminalitet.