AAB's ældre gør sig klar til digital "D-dag"


Til november skal vi alle have en digital postkasse og det er slut med at kommunikere med kommunen via papir og brevpost. Fremtiden er mails og hjemmesider. Det sker som led i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi - et samarbejde mellem regering, kommuner og regioner.

Der er tid og papir at spare, men udviklingen er også en udfordring for mange – især ældre – borgere. Er man over 65, voksede man ikke op med IT – og har måske aldrig lært at bruge en PC og navigere på internettet. 

Selvom det er muligt at få dispensation fra de forhold, der træder i kraft 1. november 2014, går digitaliseringen hen over hovedet på mange ældre, som enten ikke opdager forandringen – eller ikke formår at træffe de nødvendige forholdsregler.

 

 


AAB-afdeling finder sin egen løsning

I AAB afdeling 45 hjælper de ældre beboere hinanden med at møde digitaliseringen. Her organiserede beboerne i foråret 2013 en datastue som del af projektet ”IT for ældre”. Siden har datastuen været besøgt flere gange om ugen af et godt udsnit af afdelingens beboere over 65. En gruppe beboere med IT-kendskab hjælper andre beboere til at lære at bruge deres NemID, netbank, sende e-mails og meget andet.

Projektet har vist sig at være en stor hjælp til de ældre, der nu skal vænne sig til at holde øje med beskeder fra offentlige myndigheder i deres E-boks i stedet for i postkassen. Og så har det skabt nyt liv og nye relationer mellem beboerne i afdelingen.

 

Hør og se AAB-datastuen i medierne

I Orientering på Danmarks Radios P1 fra d. 8. september 2014 fortæller bestyrelsesmedlem i AAB afdeling 45, Birger Nielsen og tovholder for afdelingens datastue, Steen Christiansen om deres oplevelser med IT-læring og deres perspektiver på digitaliseringen.

Hør udsendelsen om datastuen i afdeling 45 i P1 Orientering 

 

Der er også lavet en kortfilm om succesen med IT-læring i afdeling 45:

 

Læs også vores artikel ”AAB’s ældre indtager den digitale verden” fra november 2013