AAB’s ældre indtager den digitale verden

”Vi synes stadig, vi er unge. Så nu skal vi lære det her med IT,” fortæller Kirsten Sørensen – beboer i AAB afdeling 45 i Skovlunde. Hun og hendes mand Christian har netop købt en PC i anledning af, at der er åbnet en datastue i deres boligafdeling. Modsat de generationer, der er født i en digital tidsalder, har de først mødt IT i deres voksne liv. Som mange i deres alder skal de hjælpes i gang med at bruge e-mail, Google og Facebook.

Da AAB og Boliglaboratoriet med projektet ”IT for ældre” i efteråret 2012 foreslog at starte datastuen for ældre i AAB’s afdeling 45, var bestyrelsen ikke længe om at tage idéen til sig. Beboerlokalerne fik trådløst netværk og nye møbler. På et halvt år var datastuen en realitet.

Digitalisering kommer ikke af sig selv

”IT for ældre” udsprang af den fælles-offentlige digitaliseringsstrategi for 2011-15, hvor en målsætning er, at danskerne i 2015 primært skal kommunikere med det offentlige via digitale kanaler. Den udvikling kommer ikke af sig selv for de ældre borgere. Tæt på hver anden dansker over 65 år synes, at den digitale udvikling går for hurtigt. Det viser en undersøgelse fra Ældre Sagen.

Undervisningen er uformel og foregår mest som sidemandsoplæring. Det er grundlæggende begreber og manøvrer, som er på skemaet. Niveau og tempo tilpasses den enkelte.

”Vi lægger netop vægt på ikke at opsætte faste mål for, hvor meget deltagerne skal kunne indenfor en given periode,” fortæller projektleder Line Skovgaard. ”Det handler lige så meget om at invitere de ældre ind i en digital verden, hvor de kan holde kontakt med børnebørn og dyrke hobbyer. At mestre IT handler også om at føle sig forbundet med omverdenen.”

Når projektet er gennemført ved udgangen af 2013, håber AAB at kunne bruge erfaringerne fra projektet som opskrift til andre afdelinger, der kan se fordelen i at prøve kræfter med en datastue.

Fakta om IT for ældre

  • "IT for Ældre" retter sig mod ældre beboere i den almene boligsektor.
  • Projektet er støttet med midler fra Social- og Integrationsministeriets projektpulje ”Klar til den digitale verden – styrkelse af ældres digitale færdigheder” og medfinansieres af Boligforeningen AAB.
  • Boliglaboratoriet har udviklet projektidéen og varetager projektledelsen.
  • Ældremobiliseringen har været rådgiver på projektet, og AAB’s to datastuer er nu med i organisationens netværk af knap 200 datastuer landet over. Det sikrer bl.a. adgang til den nyeste software samt undervisning og sparring for IT-underviserne.
  • Elever fra TEC (Teknisk Erhvervsskole Center) hjælper med installation af udstyr på datastuerne.
  • "IT for Ældre" gennemføres som pilotprojekt i to AAB-afdelinger: afdeling 78, som er en ældreboligafdeling i København Nordvest, og afdeling 45 i Skovlunde, som er en familieboligafdeling med høj koncentration af ældre.
  • Begge afdelinger har i forbindelse med projektet fået bærbare PC’er, en Ipad og en projektor, som beboerne kan bruge til fælles undervisning.
  • I alt er 35-40 deltagere og fem undervisere aktive i datastuen i Skovlunde. Siden opstarten i maj 2013 har tre hold kørt ugentligt i afdelingen - kun afbrudt af sommerferie. I september startede også hold for let øvede.
  • I afdeling 78 er projektet også godt på vej. Fire undervisere startede i september tre hold med ca. 20 deltagere op i den nyetablerede datastue.

AAB tager første spadestik til afdeling 100

Fredag d. 15. november 2013 tog direktøren for AAB, Christian Høgsbro, det første spadestik til AAB’s afdeling 100 i Ørestad sammen med overborgmester Frank Jensen, administrerende direktør for By & Havn Jens Kramer Mikkelsen og direktøren for Arkitektgruppen, Jørn Witting. Det skete 100 år efter, at AAB opførte sin første boligafdeling, understregede Christian Høgsbro i sin tale.

”AAB’s historie er en fantastisk fortælling om, hvordan andelstanken blev ført ind til byen, og om, hvordan stolte kræfter i AAB gennem 100 år har tilvejebragt 19.000 boliger i Storkøbenhavn.”

”En af den almene sektors grundpiller”, tilføjede direktøren, ”er at skabe diversitet i byen og sikre, at København ikke ender som andre europæiske hovedstæder, hvor selv folk med almindelige indkomster ikke har råd til at bo.”

Overborgmester Frank Jensen takkede AAB for at være med til at trække dygtige arkitekter ind i almene byggeprojekter og lagde vægt på, at den almene sektor er med til at skabe sammenhængskraft i Hovedstaden:

”Det er vigtigt, at vi bor tæt på hinanden og lærer hinanden at kende på tværs af, hvor vi kommer fra, og hvor stor vores tegnebog er. Der kommer hvert år 10.000 nye indbyggere til København, og jeg er glad for, at AAB er med til at skabe gode rammer for dem, f.eks. med denne fantastiske bygning, hvor man både har naturen og byen tæt på.”

Jens Kramer Mikkelsen, der selv er vokset op i hhv. AAB afdeling 18 og 23, glædede sig ligesom overborgmesteren over, at Københavns nye kvarter på Amager består af både ejer-, andels- og lejeboliger, og at de mange nye boliger i Ørestad vil tiltrække såvel unge og ældre som singler og familier.

Endelig takkede direktøren for Arkitektgruppen, som er totalentreprenør på opførelsen af afdeling 100, for det gode samarbejde og understregede det særegne ved Ørestad, hvor et stort fredet naturområde, der minder om en savanne, støder lige op til byen.

Når afdelingen står færdig, vil den indeholde 81 boliger på 3-4 værelser i 11 etager, der falder til seks etager med en flot udsigt ud mod Fælleden. Byggeriet vil stå færdigt og klar til indflytning i starten af 2015.

Læs mere om AAB’s nybyggeri og boligforbedring

Forandringen i Vejleåparken

AAB afdeling 55, Vejleåparken i Ishøj, er AAB’s største boligafdeling med 1.700 boliger og 5000 beboere.

Fra 2003 til 2008 gennemførte AAB danmarkshistoriens største boligrenovering i afdelingen. Det vendte udviklingen i et boligområde, der siden sine tidlige leveår var præget af store sociale udfordringer og i en årrække lå på regeringens liste over særligt udsatte boligområder.

I dag er Vejleåparken et mærkbart tryggere område med attraktive boliger og høje standarder for grønne fællesområder og energibesparelser. Afdelingen tiltrækker ressourcestærke beboere og inspirerer til, hvordan udviklingen i et socialt belastet og nedslidt boligbyggeri kan vendes, og hvordan man skaber positiv forandring med en allerede eksisterende boligmasse.

Kortfilmen ”I tråd med Vejleåparken” fortæller om Vejleåparkens udvikling med udgangspunkt i projektet I tråd med verden, som er et håndarbejdsprojekt for kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund.

Se filmen her:

Mød AAB på Kulturnatten

Fredag d. 11. oktober er der Kulturnat i København. Sammen med BL - Danmarks Almene Boliger og tre andre boligselskaber stiller Boligforeningen AAB op med en stand i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, som inviterer til åbent hus.

Fra vores stand i ministeriets lokaler vil medarbejdere fra AAB fortælle om Vejleåparkens store renovering fra 2003 til 2008 og de tydelige positive forandringer, man 5 år senere kan se og mærke i afdelingen som resultat af både bygningsrenovering og boligsocial indsats.

Hvis du er ude og opleve Kulturnatten, så kom forbi og hils på AAB. Du kan møde os i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Gammel Mønt 4 i København K, fredag d. 11. oktober 2013 kl. 18-23.30.

Brand i Rødovre Stationscenter

Natten til torsdag d. 3. oktober 2013 kort efter kl. 2 udbrød der brand i AAB’s afdeling 44, Rødovre Stationscenter. Årsagen til branden er endnu ukendt.

Vi er lettede over at kunne konstatere, at ingen personer er kommet til skade i branden.

Læs mere i pressemeddelelsen her

Til erhvervslejere:

Har du som erhvervslejer i Rødovre Stationscenter spørgsmål til Boligforeningen AAB, er du velkommen til at kontakte vores juridiske team på tlf. 33 76 04 32 eller mail: teamjura@aab.dk.

Til pressen:

For yderligere informationer, beder vi pressen henvende sig til AAB’s direktør Christian Høgsbro på telefon 33 76 01 04 eller 40 34 45 51 eller mail: cho@aab.dk.

AAB viser en anden side af Nørrebro

Der var sensommer i luften på Den Røde Plads på ydre Nørrebro, da engagerede beboere og ansatte fra afdeling 58 inviterede til release-fest for JEG ER NØRREBRO lørdag d. 14. september 2013.

Kulturborgmester Pia Allerslev og AAB’s direktør, Christian Høgsbro var mødt op for at sende audiowalk'en op i ”skyen”. JEG ER NØRREBRO er nemlig en app - et stykke interaktiv nørrebro-kunst skabt af de unge beboere. Med app’en på din smartphone kan du høre autentiske historier fra Nørrebro, mens du bevæger dig gennem det kvarter, de kommer fra.

Kultur, der bygger broer

AAB’s afdeling 58 har i en årrække været præget af utryghed. I dag er situationen ved at ændre sig. Det er JEG ER NØRREBRO et billede på. Afdelingen åbner sig overfor det kvarter og den by, den er en del af.

”Det er utroligt dejligt at se, at det boligområde, som for bare få år siden bar præg af sociale problemer, har forandret sig i den grad. Der er sket et stort turn-around”, sagde AAB's direktør Christian Høgsbro, før han klippede det røde bånd over.

Laila Hammouti, formand i AAB afdeling 58, bekræftede den gode forandring: ”Vi var rigtig trætte af hærværk i vores gård. Nu har vi indtaget og overtaget vores gård. Vi har fået fælles regler og en fælles dagsorden”.

Og projekter som JEG ER NØRREBRO er ikke bare et spejl på en god udvikling – de er også med til at skabe den. Kulturborgmesteren gav JEG ER NØRREBRO rosende ord med på vejen om, hvad der er så godt ved projekter som dette: ”Det er nemmere at få noget ud af hinanden, når man kender hinanden. Og det er det, der er så fedt ved kultur – den bringer os tættere på hinanden. Kultur er den bedste ice-breaker.”

Vi kender hinanden bedre nu

Det var en stor dag for de piger og drenge, der har været med til at gøre app’en til virkelighed. App'en er lavet på tværs af aktiviteter under Projekt Brobygning – den boligsociale helhedsplan i afdeling 58. Det er piger fra bebyggelsen, der har indtalt lydsporet i projektet Unikke Stemmer, hvor de også synger om at vokse op på Nørrebro. Drengene fra afdelingen i projektet Point and Shoot har taget de billeder, der ledsager historierne.

Vallzim på 20 år er én af projektets fotografer. Han har fulgt udviklingen i sin afdeling tæt: ”Vores gård har ændret sig meget. Græsset er grønt.” Han griner og fortsætter: ”Aj, det var det nu også før. Men før var der mere utrygt. Og ting blev ødelagt. Folk, der kom i gården var delt op i grupper. Vi kender hinanden bedre nu. Det gør det tryggere at være der.”

”Vi havde ikke så mange andre ting, man kunne lave i vores gård,” fortæller Mary Kate på 14. ”Det med at synge og skrive sine egne sange har været rigtig fedt. Og det har gjort, at vi har lært hinanden at kende,” fortæller Nawaal på 13. De to har sammen med en gruppe piger fra deres gård siden skrevet sange og tekster og indspillet dem sammen med musikeren Aisha.

Og pigerne var tilsyneladende slet ikke var generte ved tanken om at optræde eller høre sig selv på en cd: ”Vi synger jo rigtig meget hver dag - f.eks. når vi synger med på Justin Bieber”, siger de og griner. ”Jo, I var totalt nervøse! Men når I så var på scenen, var I slet ikke til at få ned igen,” siger Aisha, som fortæller om at se mod og styrke vokse frem i pigerne, når de sang, foldede sig ud og skabte noget sammen.

Unikke Stemmer har været et tidsbegrænset projekt i afdelingen, men for hverken pigerne eller Aisha betyder det, at det er slut med at synge sammen. ”Vi har mange planer for, hvordan vi kan blive ved med at synge,” siger pigerne.

Hvordan fungerer en audiowalk?

JEG ER NØRREBRO er en gratis app til smartphone. Alle 28 historier er tilgængelige både på og uden for Nørrebro fra den 14. september 2013. Find og download app’en i din app-butik, tag dine hovedtelefoner på og begiv dig ud på Nørrebro.

App’en kan også bruges, selvom du er langt fra Nørrebro. Har du ikke en smartphone, kan du lytte til historierne på www.jegernoerrebro.dk.

Mere om JEG ER NØRREBRO:

Hør en historie fra JEG ER NØRREBRO

Se videoen om JEG ER NØRREBRO

Hør Unikke Stemmers sang ”Den jeg er”

 

Foto: Gina Zacharias og Betül Bas

Dit CPR-nummer hjælper os med at holde kontakten

I Boligforeningen AAB er vi i færd med at indsamle CPR-numre på alle vores medlemmer. Vi opfordrer derfor også dig til at oplyse dit CPR-nummer, hvis du ikke allerede har gjort det. Du kan give os dine oplysninger ved at logge ind på vores digitale selvbetjening, Boligbasen. Du finder et link til Boligbasen nedenfor.

Dit CPR-nummer giver os bedre mulighed for at holde vores adressekartotek opdateret. Ved hjælp af CPR-nummeret er der nemlig større sikkerhed for, at vores breve og indbetalingskort kommer frem til dig.

Derudover gør dit CPR-nummer det nemmere for os at finde dig i vores database – og vi kan på længere sigt bruge det til eventuel overførsel via NemKonto og digital signatur.

Vi behandler altid dine oplysninger fortroligt, og det vil kun være Boligforeningen AAB, der har adgang til dit CPR-nummer.

Husk at opdatere dine oplysninger

Selvom CPR-numrene gør det nemmere for os at holde vores adressekartotek opdateret, gør vi opmærksom på, at det stadig er dit eget ansvar, at vi har din korrekte postadresse, så vi har mulighed for at fremsende diverse meddelelser, indbetalingskort og lignende.

Husk derfor altid at opdatere dine oplysninger, hvis du skifter bopæl.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til vores brug af dit CPR-nummer eller til Boligbasen, er du velkommen til at ringe til AAB’s Kundeservice og få hjælp.

Velkommen til det nye aab.dk

Vores hjemmeside har fået et make-over. Vi har ryddet op, rokeret om og arbejdet på at gøre vores information til jer nem og overskuelig at finde og forstå. Og så har vi skabt et nyt og flot design med et levende udtryk.

Vi har blandt andet forbedret hjemmesiden med en mere intuitiv og visuel boligsøgning med oversigtskort, avanceret søgefunktion og detaljeret information om vores boligafdelinger og boligtyper. Vi har også udformet en bedre søgefunktion med mulighed for at sortere i søgeresultater og få korte svar på specifikke spørgsmål.

Klik en tur rundt på hjemmesiden og se, hvordan vi har indrettet os. Vi er glade for resultatet, og håber også, at I som brugere bliver glad for det nye digitale AAB-univers.