Er du beboer i en AAB-bolig, og må du flytte fra din bolig på grund af skilsmisse, separation eller brudt parforhold, kan du opnå fortrinsret til en anden bolig i samme kommune i op til ét år. Er der tale om samlivsophør, skal parterne have haft fælles bopæl i mindst et år.
For at kunne benytte sig af fortrinsretten, skal parterne, ved skilsmissen, separationen eller brudt parforhold, have et fælles hjemmeboende barn under 18 år (dette gælder også adoptivbørn og stedbørn, som har boet sammen med begge parter i mindst to år). Det er derudover et krav, at barnet bliver boende i den nuværende bolig.
I Boligbasen kan du selv angive, at du er skilsmisseramt.
Parterne kan indbyrdes aftale, hvem der skal videreføre det nuværende lejemål, og hvem der skal søge et andet. Hvis den af parterne, som står på lejekontrakten, ønsker at overdrage lejemålet til den anden part, skal denne søge om dette hos AAB’s administration inden vedkommende skriver sig op til intern flytning grundet skilsmisse.
Hvis den af parterne, der flytter ud af lejemålet, ikke allerede er skrevet på venteliste hos AAB, skal denne skrives op for at kunne flytte til en ny bolig i AAB. I den forbindelse skal vedkommende selv oplyse, at der er tale om flytning grundet skilsmisse.
Med det såkaldte interne skilsmissekriterium opnår man fortrinsret på den måde, at man som fraflytter vil have status som intern boligsøgende, selvom der ikke bliver afgivet en bolig. Skilsmissekriteriet kan benyttes i op til ét år og kun i AAB’s afdelinger i kommunen. AAB’s boliger vil til hver en tid blive tildelt efter tildelingshierarkiet (se her).
Afhængigt af, om der er tale om skilsmisse, separation eller samlivsophør, skal AAB se dokumentation i form af bopælsattest på begge parter samt det fælles barn og/eller kopi af skilsmisseerklæring eller separationsbevilling.