Er du leverandør til Boligforeningen AAB?

Her på siden kan du finde AAB's leverandørbetingelser og information om, at afdelingsbestyrelser i AAB med driftsansvar har en vis økonomisk fuldmagt til at disponere på afdelingens vegne.’

Valg af leverandører til AAB

Boligforeningen AAB er som almen boligorganisation underlagt de samme regler som staten og kommunerne i forbindelse med udbud af bygge- og anlægsarbejder samt indkøb af varer og tjenesteydelser.

Såvel administrationen og den enkelte afdeling er derfor forpligtet til at sikre, at boligforeningens udbudsvirksomhed til enhver tid overholder gældende lov og gennemføres i henhold til lovens intentioner. Hertil kommer, at boligforeningen skal tilrettelægge sin udbudsvirksomhed således, at AAB’s boligafdelinger drives professionelt og effektivt, så beboerne får mest ud af deres penge.

Det klare udgangspunkt er, at alle indkøb af varer og tjenesteydelser samt bygge- og anlægsarbejder skal konkurrenceudsættes for at opnå gunstige priser. Herunder gælder, at servicekontrakter og leasingaftaler ligeledes konkurrenceudsættes.

Alle indkøb og udbud skal derfor tilrettelægges og gennemføres hensigtsmæssigt og effektivt set i forhold til opgavens omfang og økonomiske værdi. Herunder skal udbud tilrettelægges, så AAB i videst muligt omfang mindsker risikoen for karteldannelser og andre ulovligheder.

AAB har også fastsat retningslinjer som leverandører til AAB skal overholde. De omhandler en række formkrav som alle leverandører skal opfylde for, at AAB kan handle med virksomheden. Vi opforderer derfor alle leverandører til at orientere sig i disse.

Varmt arbejde

Økonomisk fuldmagt

I Boligforeningen AAB har mange afdelingsbestyrelser en økonomisk fuldmagt til at disponere inden for rammerne af det budget, som er vedtaget af beboerne på afdelingsmødet.

På baggrund af en fuldmagt fra AAB’s administrerende direktør har afdelingsbestyrelsesmedlemmet lov til at foretage dispositioner på vegne af afdelingen. I 2022 gælder det for dispositioner på op til kr. 600.000 inklusiv moms under forudsætning af, at dispositionen er godkendt på et afdelingsmøde som en del af driftsbudgettet eller plan for drift og vedligeholdelse af boligafdelingen.

I visse tilfælde, kan en afdelingsbestyrelse disponere op til 1.500.000 kr. inklusiv moms. Det gælder, når der er tale om en godkendt udskiftning af noget, som allerede forefindes (1:1 udskiftning), og der kun er en eller få fagentrepriser involveret i projektet. Det må ikke omfatte tekniske installationer eller indgriben i bygningens konstruktionsdele.

Den økonomiske fuldmagt er begrænset og giver derfor ikke ret til at underskrive eksempelvis leasingkontrakter eller kontrakter omkring tv og antenne, da disse kontrakter typisk løber længere end det godkendte budget.

Fuldmagten er kun gældende, når den er underskrevet af bestyrelsesmedlemmet samt AAB’s administrerende direktør eller dennes stedfortræder. Den ophører øjeblikkeligt ved bestyrelsesmedlemmets fratræden eller hvis driftsansvaret for afdelingen overgår til administrationen (parlamentarisk driftsform).

Hvis du ønsker at få bekræftet, om en fuldmagt stadig er gældende, kan du altid kontakte AAB’s administration på telefon 3376 0445 eller kassefunktion@aab.dk.