Boligsociale indsatser

Flere af AAB’s afdelinger har fået udarbejdet boligsociale helhedsplaner. Oftest som en del af et samarbejde med omkringliggende boligforeninger. En boligsocial helhedsplan er typisk en 4-årig plan, der skal forbedre det boligsociale miljø i afdelingen. Indsatsområderne varierer fra sted til sted.

Hvis en helhedsplan bliver godkendt af Landsbyggefonden, bliver helhedsplanen finansieret med 75 procent støtte herfra, og 25 procent i medfinansiering. Medfinansieringen kan komme fra afdelingen selv eller for eksempel søges i AAB’s dispositionsfond eller hos kommunen.

Støtten gives til udsatte almene boligområder, hvor der kan påvises væsentlige problemer – f.eks. høj flyttefrekvens, mange beboere med sociale problemer, vold eller hærværk. En helhedsplan skal øge trygheden i boligområdet og bryde negativ social arv. Det gøres gennem indsatser, der fokuserer på de følgende områder:

  • Tryghed og trivsel
  • Kriminalpræventiv indsats
  • Uddannelse og beskæftigelse
  • Forebyggelse og forældreansvar

I alle helhedsplaner samarbejder AAB med kommunen, de andre boligorganisationer i området og de lokale aktører, foreninger og institutioner i lokalområdet.

Læs AAB’s politik for alment socialt ansvar:

Læs mere:

Håndbog i fritidsjobvejledning

AAB udgav i august 2016 en håndbog i fritidsjobvejledning. Håndbogen er et værktøj til de medarbejdere i boligsociale indsatser, som arbejder med at få unge beboere i alderen 13-17 år i fritidsjob. Håndbogen kan bruges af alle. Uanset om du er ”gammel i gårde”, eller du er ”grøn", så er der mulighed for at finde inspiration og fornyelse til, hvordan du kan arbejde med den unge og komme i gang med vejledningen.

Håndbogen kan bruges efter behov og består af forskellige øvelser, standardbreve til forældre, eksempler på ansøgninger, en jobquiz og meget mere.

Hent håndbogen gratis her: Håndbog i fritidsjobvejledning

Boligsociale helhedsplaner i Boligforeningen AAB’s afdelinger

Herunder kan du se, om din afdeling er omfattet af en helhedsplan, og finde mere information om de enkelte projekter: