Tillykke med studiepladsen

Stort til lykke til dig, som snart får brev om, at du er optaget på en studieplads. Du står foran en spændende uddannelsesrejse og måske er det også tid til at flytte hjemmefra.

Boligforeningen AAB har en række ungdomsboliger, som alle lejes ud via CIU, det er derfor CIU du skal kontakte for at søge disse boliger. Det gælder også, selvom du allerede har været medlem af AAB i en årrække.

Boligselskaberne i København har desuden et samarbejde med Københavns Kommune om at leje ledige ældreboliger ud til unge studerende – det kan du læse mere om her.

Du er selvfølgelig også meget velkommen til at melde dig ind i AAB, hvor du kan komme på venteliste til en familiebolig. Vi lejer alle boliger ud efter anciennitet på ventelisten, og et antal af boligerne bliver lejet ud med fortrinsret til unge under uddannelse. Det kaldes fleksibel udlejning. For unge under uddannelse er det særligt fleksibel udlejning i København og på Frederiksberg, der er relevant. Du skriver dig op til fleksibel udlejning i vores digitale selvbetjening på Boligbasen.

Hvis du påtænker at blive boende i Storkøbenhavn efter endt uddannelse, er det også en god investering at melde dig ind allerede nu, så du optjener anciennitet til senere at få adgang til en ledig, billig lejebolig i Storkøbenhavn. Du melder dig ind via Boligbasen.

Borgmesteren besøgte nye rækkehuse i afdeling 47

På årets første sommerdag havde formand for AAB afdeling 47, Jørn Nielsen, inviteret Ballerup Kommunes borgmester, Jesper Würtzen (S), på besøg i afdelingens nye rækkehuse sammen med formand og direktør for AAB Charles Thomassen og Christian Høgsbro.

(Foto: Michael Jensen) Jørn Nielsen, Jesper Würtzen (S), Charles Thomassen, Christian Høgsbro

En strålende blå himmel, grønt græs, vejende AAB-flag og legende børn i de lukkede gårdrum mellem husene understregede, at visionen om at skabe en afdeling med plads til fællesskabet er lykkedes til fulde, og det var umuligt ikke at lade sig begejstre af det vellykkede byggeri. Også borgmester Jesper Würtzen var begejstret.

”Det er lige præcis denne her type byggeri vi mangler i kommunen. Det skal vi bygge mere af, så vi kan fastholde de familier, hvor lejligheden er blevet for lille og som gerne vil have lidt have og direkte adgang til det grønne”.

Jørn Nielsen er stolt og glad for, at de færdige huse er blevet så stor en gevinst for afdelingen.

”Vi har i bestyrelsen været med fra de allerførste møder Rubow Arkitekter. Det har betydet rigtig meget for hele processen og for den stolthed, vi står med nu, at vi har været inddraget i så stor en grad i projektet fra start til slut”, fortæller afdelingsformanden.

Besøget bød blandt andet på besøg i to af de nybyggede boliger

”Det er alt, hvad vi har drømt om med børn, der løber ud og ind hos hinanden og leger. Og vi har allerede spist sammen med naboen, så vi flytter aldrig igen”, fortalte Anders Lysholt Salge, som viste rundt i familiens nye fireværelses rækkehus.

De 39 nye rækkehuse stod klar til indflytning den 1. maj, hvor alle beboere fik udleveret nøgler.

”Det har betydet rigtig meget for fællesskabet, at vi alle sammen flyttede ind på samme tid" – fortalte Henriette Gleitze Bøtner, da hun viste rundt familiens nye treværelses bolig.

”Det har været noget helt andet end at flytte ind i en stor afdeling som en blandt mange, der allerede bor der i forvejen”.

AAB´s formand og direktør var enige om, at AAB skal bygge mere af denne type byggeri i fremtiden.

”Det er virkelig et fantastisk byggeri og miljø, vi har fået skabt her, og det bliver spændende at følge udviklingen i de kommende år”, sagde Charles Thomassen.

Vi har fået nye telefontider

 

Fra mandag den 26. april er der nye telefontider i Boligforeningen AAB. De nye tider er fremover:

Mandag til torsdag kl. 12.00 - 15 .00 og fredag kl. 12.00 - 14.00.

Vores omstilling er fortsat åben mandag til torsdag kl. 8.30 - 16.00 og fredag kl. 8.30 - 14.00.
Ejendomsservice har fortsat åbningstider: mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 9.00 - 11.00 og torsdag kl. 13.00 - 15.00.

Du kan altid se vores aktuelle åbningstider her.

Automatisk betaling af ajourføringsgebyr via firmaet FARPAY

Alle ansøgere på Boligforeningen AAB’s venteliste skal betale et årligt ajourføringsgebyr, for at beholde pladsen på ventelisten.

For at gøre det nemmere for dig at betale til tiden, har AAB indgået et samarbejde med firmaet FARPAY om automatisk betaling. Det giver dig mulighed for at vælge den betalingsform, der passer dig bedst, så dit ajourføringsgebyr bliver betalt automatisk hvert år.

Jeg har modtaget en mail fra FARPAY. Kan jeg stole på, at den er fra AAB?

FARPAY er en af vores samarbejdspartnere, der skriver på vegne af AAB. De tilbyder en sikker løsning til automatisk betaling. Du kan derfor trygt klikke på linket i mailen.

Jeg har modtaget en mail fra FARPAY. Hvad er det, og hvad skal jeg gøre?

Hvis du modtager en mail fra FARPAY, er det din opkrævning, og du skal følge linket i mailen. Du har desuden mulighed for at tilmelde dig automatisk betaling. Hvis du allerede er tilmeldt automatisk betaling, vil du modtage en bekræftelse på din mail, når vi trækker beløbet fra din konto.

Hvis du i dag betaler ajourføringsgebyret via et indbetalingskort, vil du ca. en måned før betalingsdatoen for ajourføringsgebyret modtaget en mail fra FARPAY. Mailen vil indeholde informationer om tilmelding til automatisk kortbetaling.

Ønsker du ikke at tilmelde dig en automatisk betalingsaftale, sender vi et indbetalingskort med dit ajourføringsgebyr til din mail, som du kan betale med kort eller i netbank, som du plejer. Har du ikke oplyst en mail, og har du ikke tilmeldt din betaling til automatisk kortbetaling, vil indbetalingskortet blive sendt til dig med posten.

Jeg vil gerne tilmeldes automatisk betaling. Hvad gør jeg?

Hvis du ønsker at tilmelde dig automatisk betaling, kan du tilmelde dig via den mail, der bliver sendt til dig fra FARPAY ca. en måned før du skal betale ajourføringsgebyret. Du kan vælge mellem følgende tre betalingsmuligheder:

  • Betalingsservice
  • MobilePay Subscriptions
  • Automatisk betaling via dit MasterCard eller Visa-kort.

For at være sikre på, at vi kan tilbyde dig en automatisk betalingsaftale, er det vigtigt, at du har oplyst din aktuelle mail. Du kan logge ind på Boligbasen, hvor du kan se, hvilken mail du har tilknyttet.

Har I modtaget min betaling?

Når du er logget ind på Boligbasen, kan du på ’Min side’ se, hvornår du har betalt frem til.Hvis du har spørgsmål til betalingen af dit ajourføringsgebyr, er du velkommen til at kontakte AAB’s Kundeservice på telefon 3376 0420 eller via mail på aab@aab.dk.

Mangler du et lokale til din café, frisørsalon eller tøjbutik?

Så skriv dig op i vores lejerkartotek og få besked, når vi får nye ledige erhvervslokaler.

Boligforeningen AAB's ejendomme er fra en tid, hvor en købmandsbutik var en naturlig del af en boligafdeling. Derfor har AAB omkring 300 erhvervslokaler fordelt over det meste af København.
Der er mange forskellige typer af lokaler i AAB, så uanset om du er på jagt efter et sted til din tandlægeklinik, et sted din lokale forening, dit autoværksted eller noget helt andet, så er det altid en god ide at lade sig skrive op hos os.

Når et erhvervslokale bliver ledigt, vil de blive annonceret her på siden; hvor du også kan skrive dig op i vores lejerkartotek.

Sådan foregår det

Du tilmelder dig vores lejerkartotek ved at udfylde denne formular. Når du har gjort det, er du tilmeldt vores lejerkartotek. Når vi får et ledigt erhvervslokale, vil du få en mail direkte i din indbakke. Er lokalet noget for dig, så kan du kontakte os på teamudlejning@aab.dk.

Hvis du brænder inde med nogle spørgsmål til vores erhvervslokaler, er du velkommen til at kontakte os på telefon 3376 0431 eller teamudlejning@aab.dk.

Fejl i huslejeopkrævningen for marts måned

Der er desværre sket en fejl i forbindelse med huslejeopkrævningen for marts måned 2021, der betyder, at boligstøtten for beboere i afd. 1- 20 ikke er blevet fratrukket huslejen som normalt.

Vi arbejder på højtryk for at udbedre fejlen og så snart der kommer en afklaring, vil alle berørte beboere få tilsendt en ny og korrekt opkrævning.

Vi beklager meget den gene, som denne fejl har medført de berørte beboere.

Boligforeningen AAB klager over politiets henlæggelse af bedragerisag

Boligforeningen AAB politianmeldte i foråret 2020 en sag om bedrageri og dokumentfalsk i foreningens afdeling 46 i Ballerup.

Anklagemyndigheden hos Københavns Vestegns Politi, har for nyligt meddelt AAB, at de nu opgiver at rejse en straffesag mod de implicerede personer, og det overrasker foreningens administrerende direktør.

”Jeg må tilstå, at det kommer bag på mig, at politiets efterforskning ikke fører til, at der bliver rejst en straffesag. Først og fremmest fordi det ligger uden for enhver tvivl, at der er betalt op i mod tre millioner kroner for forskellige typer arbejde, der aldrig er blevet udført. Det drejer sig blandt andet om gulvarbejde, hvor efterfølgende kontrol har afsløret, at der ikke i et eneste tilfælde er blevet udskiftet gulv i de pågældende boliger”, siger Christian Høgsbro.

Han tilføjer, at forskellige omstændigheder omkring politiets efterforskning betyder, at Boligforeningen AAB har besluttet at klage over anklagemyndighedens afgørelse til Statsadvokaten for København.

Anklagemyndighedens begrundelse for at lægge sagen ned er, at det ikke er muligt at føre bevis for, at der er begået bedrageri eller dokumentfalsk i afdeling 46.

”Det betyder ikke, at der ikke er foregået ulovligheder i afdelingen, men er alene et udtryk for, at anklagemyndigheden ikke mener, der er nok beviser til, at den eller de sigtede vil blive dømt i en straffesag, og det ærgrer mig. Det er beboernes penge, som er blevet misbrugt og havnet i de forkerte lommer, og jeg så selvfølgelig helst, at de ansvarlige for det var blevet fundet og stillet til ansvar”, siger Christian Høgsbro.

Årsagen til AAB i første omgang skred til politianmeldelse var, at en nærmere undersøgelse af forholdene i boligafdelingen på Baltorpvej - med ekstern bistand fra revisorer og advokater - afslørede voldsomme uregelmæssigheder. Blandt andet blev det afsløret, at der over en længere periode var blevet betalt næsten en million kroner for gulvarbejde i mange af afdelingens boliger, selvom arbejdet aldrig var blevet udført.

Nu kan alle AAB-beboere flytte ind i vores nye afdeling på Frederiksberg

Alle nuværende beboere i AAB har nu mulighed for at komme i betragtning som lejere i den nybyggede afdeling 118 på Frederiksberg. Boligerne vil være klar til indflytning den 1. maj 2020, og du skal – ud over at være beboer i en AAB-afdeling i dag - skrive dig op til afdelingen via
Boligbasen.

Fakta om afdeling 118

Afdeling 118 ligger ved siden af De Døves Kirke på Ågade på Frederiksberg og er med sine 14 boliger fordelt på seks etager en af AAB’s små afdelinger. Ni af boligerne tildeles via ventelisten.
På gårdsiden udstyres ejendommen med svalegange, som bliver beklædt med espalier og grønne planter.

Vil du se, hvordan en af de nye boliger er indrettet, så gå en ”virtuel” tur ved at klikke på billedet.

Få flere oplysninger om afdeling 118 i dette fakta-ark
Her kan du se plantegninger over afdelingens boliger

Se også en oversigt over de enkelte boligers husleje eksklusiv forbrug.

Vi oplever i øjeblikket ekstraordinær travlhed på telefonerne

Kære medlemmer

Når I ringer til os, vil I opleve lange telefonkøer og udfordringer med at få jeres henvendelse dirigeret det korrekte sted hen. Vi vil selvfølgelig rigtig gerne hjælpe jer, men teknikken driller os.

Problemerne skyldes, at vi netop er overgået fra et telefonsystem til et andet, og her er vi løbet ind i en række uforudset udfordringer. Vi håber, I vil bære over med os, indtil vi får det løst.

Hvis dit opkald kan vente, så ring til os næste uge, så har vi forhåbentlig fået løst problemerne.
Alternativt kan I finde de flest svar på vores hjemmeside.

Rejsegilde på nye familieboliger i Skovlunde

Tirsdag den 8. september kunne Boligforeningen AAB holde rejsegilde for 39 nye familieboliger i forbindelse med AAB afdeling 47 i Skovlunde

I foråret blev 1. spadestik for de nye rækkehuse i Skovlunde aflyst på grund af corona. Og udviklingen i corona-situationen var tæt på også at spænde ben for det planlagte rejsegilde, da sundhedsministeren på et pressemøde mandag med et gjorde den planlagte fejring umulig. Med en hurtig nødplan besluttede AAB at afholde et minimeret rejsegilde som det oprindeligt er tænkt – nemlig en fejring af håndværkerne. Så tirsdag eftermiddag i sol, blæst og drivende skyer, blev kransen hejst. Og på trods af, at de officielle gæster ikke kunne deltage som planlagt blev byggeriet og håndværkerne fejret med godt humør, mad og drikke.

Når byggeriet er afsluttet, bliver afdelingen udvidet med tre selvstændige rækkehusklynger med hver 13 boliger omkring et fælles gårdrum, hvor det gode naboskab er indtænkt som en vigtig bo-kvalitet.

De nye rækkehuse kommer til at koste ca. 10.100 kr. om måneden for fire værelser og ca. 7.700 kr. om måneden for tre værelser.