Fra kettlebells til kager: Ny beboercafé er åbnet i et gammelt motionsrum i AAB afdeling 34

Afdeling 34 i København Ø har siden begyndelsen af november duftet ekstra godt af hjemmebag og friskbrygget kaffe. Her har Café Solsikke nemlig slået dørene op i et gammelt motionsrum med fokus på genbrug. Hele cafeen er indrettet med genbrugsmaterialer og ting, som beboerne i afdelingen har doneret. Bag caféen står beboer Diana Rønning, der ikke blot har skabt et hyggeligt samlingssted, men også et bæredygtigt fællesskab. Vi har talt med Diana Rønning om ensomhed, fællesskaber og drømmen om at starte en café bygget på bæredygtighed.

En kort gåtur er alt, hvad der nu skal til, når tørsten eller sulten melder sig i afdeling 34. Café Solsikke er nemlig rykket ind i et gammelt motionsrum, hvor alt inventar lige fra stole og borde til grill er genbrug eller doneret af beboerne i afdelingen.

I caféen, som har åben hver tirsdag og onsdag, bliver man mødt af smil og af et personale, som brænder for sagen. Café Solsikke drives nemlig af frivillige beboere og i spidsen står initiativtager og dynamoen bag caféen, 58-årige Diana Rønning, der beskriver sig selv som ”… et kreativt menneske, der godt kan lide at se forandringer og er glad for at arbejde med mennesker”.

Her måles succesen ikke i cafeens indtægter, men i bæredygtighed, fællesskaber og ønsket om at gøre en forskel. Hos Café Solsikke skal alle gæster føle sig set og inkluderet, uanset baggrund:

”Mit ønske har altid været at bryde med social isolation og skabe et stærkt fællesskab i vores nærmiljø. Så jeg håber, at Café Solsikke kan blive hjertet i dette lille område og sørge for ikke blot kaffe og mad til ”husets” gæster, men også fungere som et lille fællesskab, hvor alle er velkomne, uanset baggrund”, forklarer Diana Rønning.

Fra idé til virkelighed

Idéen til Café Solsikke opstod en aften, da Diana Rønning læste et nyhedsbrev fra Boligforeningen AAB om de ressourcer, der årligt investeres i forebyggende arbejde mod ensomhed og følte en trang til at handle. “Jeg måtte gøre noget – men hvordan?”, fortæller Diana Rønning og fortsætter ”… uden lokaler og midler er det jo svært”.

Efter lidt betænkningstid besluttede hun sig for at lave et forslag om at starte en beboercafé op i afdelingen, og sendte det til AAB med begrundelsen ”… jeg går til hovedet i stedet for til halen”. Hun undersøgte også, om det var muligt at leje beboerlokalet i afdelingen, men indså hurtigt, at det ikke ville fungere i et lokale, der også bliver brugt til andre formål. Derfor henvendte Diana Rønning sig til ejendomsfunktionær Mads Thøger Veddinge for at høre, om hun kunne få lov til at bruge afdelingens gamle motionsrum. Det fik hun heldigvis lov til.

Og med god hjælp fra en anden beboer i afdelingen, Thomas Jeppe, fik hun relativt hurtigt caféen etableret.

En lille grøn oase

Diana Rønning har valgt at bygge caféen op af genbrugsfund, som hun har fundet i afdelingens skralderum over en længere periode. ”Hver gang jeg så noget brugbart, tog jeg det med, og det har resulteret i, at vores café i dag er fuldt udstyret og bygget op af genbrugte materialer”, forklarer hun stolt om Café Solsikkes unikke stil.

Efter caféens åbning har beboere også bidraget med ting som viskestykker, bageforme, grydeskeer og piskeris. ”Det er blevet en dejlig lille grøn oase, hvor vi også passer på klodens ressourcer og understøtter caféens bæredygtighedsdagsorden”, fortæller Diana Rønning.

En vellykket åbning af Café Solsikke

Café Solsikke har allerede markeret sig som et samlingspunkt i området med en vellykket åbning den 1. november 2023, hvor over 30 beboere dukkede op. Diana Rønning deler begejstringen:

“Vi havde over 30 gæster i forbindelse med åbningen af caféen”, fortæller hun og tilføjer ”… og jeg er så glad for og stolt over, at vi nu kan invitere indenfor i Café Solsikke. Vi kan nemlig mærke, at der er en efterspørgsel på det her – mange af vores gæster, hvoraf mange sidder her i flere timer, har udtrykt glæde og taknemmelighed overfor projektet. Og det er noget, der varmer mit hjerte”.

Afslutningsvis opfordrer Diana Rønning andre til at følge hendes eksempel, men understreger:

“Det er vigtigt, at man brænde for det her, og man skal kunne lide at arbejde med mennesker. Og man skal også være forberedt på, at der er mange arbejdstimer i opstartsfasen – men der er hjælp at hente. Brug din afdelingsbestyrelse eller kontakt administrationen i AAB”.

Bliv frivillig i Café Solsikke

Hvis du ønsker at støtte Café Solsikke eller blive frivillig, er du mere end velkommen til at kontakte Diana Rønning på mail cafesolsikke@gmail.com. Beboere i andre AAB afdelinger i området er også velkomne.

Caféen har åben hver tirsdag fra 16.00 til 17.00 og onsdag fra 15.00 til 20.00. Diana håber dog på at kunne udvide åbningstiderne med yderligere dage, især om formiddagen.

Julehilsen fra AAB

Kære beboer i Boligforeningen AAB

Julen er en tid, hvor vi reflekterer over året, der er gået, og samtidig ser frem mod nye begyndelser. For AAB har 2023 betydet et velkommen til foreningens nye administrerende direktør, Peter Basland. Sammen med organisationsbestyrelsen er Peter Basland allerede godt i gang med at udstikke rammerne for ’Fremtidens AAB’. Så det fundament, der blev lagt for mere end 100 år siden, bliver varetaget på bedste vis til forsat at danne ramme om fællesskaberne i AAB’s afdelinger.

Også i 2023 er vores forening vokset med nye boliger til glæde for nuværende og kommende beboere. I Carlsberg Byen har vi indviet en helt ny afdeling med ungdomsboliger. I Skovlunde er afdeling 45 vokset med et mindre antal rækkehuse, som vi håber, ligesom i afdeling 47 og 106, kan medvirke til at fastholde beboere i området, som ellers ville flytte ud.

Mange familier i AAB mærker desværre stadig effekten af den fortsatte ufred i Europa og verden. AAB er en forening, hvor det er vigtigt, at vi er der for hinanden og hjælper hinanden. Også når det er svært. AAB har derfor ansat en økonomisk beboerrådgiver, som skal hjælpe vores udsatte beboere med økonomisk rådgivning, og vi har igen i år samlet en oversigt over julehjælp, som forhåbentlig kan være til gavn.

Snart går vi ind i december med lige dele hektisk aktivitet og forventningens glæde. Til sidst sænker julefreden sig så småt, og vi skal nyde den kommende højtid. Vi håber, at du og dine kære får en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Charles Thomassen
Formand for organisationsbestyrelsen

Fokus på almen arkitektur

De almene boliger er en vigtig del af Danmarks arkitekturhistorie og fortæller om den tid, de er bygget i. BL – Danmarks Almene Boliger besøger en række boligselskaber i en ny videoserie, hvor de sætter fokus på almen arkitektur.

I videoserien kan man se forskellige arkitektoniske genistreger, som gør, at bygningerne skiller sig ud, og som bl.a. støtter op om fællesskabet blandt beboerne.

Se med her, hvis du har lyst.

Fokus på ensomhed i almene boligområder

Har du prøvet at føle dig ensom? Så er du ikke alene. Mere end hver 10. dansker oplever ensomhed, og en mange af dem bor alment. Men der er heldigvis hjælp af hente. BL – Danmarks Almene Boliger har sammen med en række aktører kommet med input til en handlingsplan for, hvordan man forebygger ensomhed i bl.a. hjem og bolig.

I handlingsplanen er der fokus på fællesskaber, byggeri, byrum, styrket tilgængelighed til fællesskaber og styrket samarbejde mellem boligforeninger og det øvrige samfund om beboernes deltagelse i lokale aktiviteter.

Handlingsplanens anbefalinger retter sig mod den almene boligsektor og handler bl.a. om fortsat udvikling af de boligsociale aktiviteter, større inddragelse af ejendomsfunktionærerne, renovering af boliger, så de er egnet til hele livet, og fortsat fokus på gode rammer for at huse tidligere hjemløse.

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mere om initiativerne mod ensomhed i den almen boligsektor på BL’s hjemmeside.

Fortid og nutid går hånd i hånd i AAB’s nye afdeling i Carlsberg Byen

I gennem mere end 100 år har Boligforeningen AAB sat sit præg på bybilledet i København, siden en række repræsentanter fra alle håndværkerfagene dannede det, der siden blev til Boligforeningen AAB. Og AAB fortsætter med at bygge og sætte væsentligt præg på bybilledet. Senest i Københavns nye bydel Carlsberg Byen. Her har AAB bygget 195 ungdomsboliger og 31 familieboliger.

Tradition og fremtid

”Vi har sammen med vores team af rådgivere og entreprenør skabt en fantastisk afdeling, som vil danne ramme om både ungdomsliv og familieliv. Vi har skabt en bygning, som trækker tråde tilbage til den tradition, den er skabt af, og det område, den er bygget i. Det kan blandt andet ses i de rå betonvægge, der er støbt på stedet, og som bærer aftryk af den forskalling de er støbt i, og på de flaskegrønne fliser på badeværelserne, som sender en hilsen til den gamle bryggerigrund”, fortæller projektleder i Boligforeningen AAB, Jesper Kaasbøl Henriksson.

 

Samarbejde skaber resultater

AAB’s nye afdeling er blevet til i et godt samarbejde med Københavns Kommune om at skabe en blandet by, hvor der er plads til at både unge studerende og familier kan bo dør om dør.

 ”Når nye kvarterer skyder op på attraktive adresser som i Carlsberg Byen er det godt, at bydelen har flere typer af boliger. AAB har historisk bygget i nye byområder i København, og med AAB’s nye afdeling i Carlsberg Byen bidrager vi til visionen om København som en blandet by. Det er en tradition og en mulighed, vi er stolte over at være en del af”, fortæller vicedirektør i Boligforeningen AAB, Pia Skov.

Fællesskabsambassadører
– et nyt fundament for foreningsliv og ejerskab

AAB er en forening baseret på fællesskab og ansvar. I vores nye afdeling i Carlsberg Byen har vi lagt et helt nyt fundament for netop foreningsliv, ejerskab og fællesskab. Ti beboere i ungdomsboligerne flyttede ind en måned før de øvrige beboere som en del af et korps af fællesskabsambassadører, der har været med til at skabe de bedst mulige rammer for fællesskab og beboerdemokrati i ejendommen.

De har været med til at byde deres kommende naboer velkommen, og give dem en helt unik mulighed for at sætte præg på det sted, de skal bo. Konkret – og i mere overført betydning, hvor de skal være med til at skabe rammerne for det gode naboskab. Afdelingen var derfor heller ikke helt færdig, da fællesskabsambassadørerne flyttede ind. En del af deres opgave var at være med til at indrette de fysiske rammer for det naboskab og fællesskab i afdelingen. Blandt andet ved at indrette fællesarealer som festlokale, vaskerier/lounge og afdelingens store fælles tagterrasse.

Boligforeningen AAB glæder sig over at være en del af Københavns nye levende kvarter, hvor grønne områder, butikker, by- og kulturliv, uddannelses- og daginstitutioner, S-togsstationer, boldbaner og legepladser, alt sammen er tilgængeligt lige uden for døren.

Billeder fra AAB’s nye afdeling i Carlsberg Byen

Fotos: Torben Eskerod

Velkommen til en ny AAB-afdeling

Den 1. januar 2022 voksede Boligforeningen AAB med 117 lejemål, og fra januar 2023 overgår driften af vores nye afdeling helt til AAB. afdelingen ligger i Vanløse, og vil fremover hedde afdeling 121, Sporvejsfunktionærernes Boligforening.

Sporvejsfunktionærernes Boligforening er ikke helt ny i AAB. Foreningen blev stiftet i 1943, som en datterforening af AAB, og besluttede i 2002 at overgå til egen administration. Nu har de heldigvis besluttet sig til at blive et permanent medlem af AAB-familien, og det er vi rigtig glade for.

Du kan skrive dig op til boligerne i Boligbasen fra årsskiftet.

Stort velkommen (tilbage) til alle beboere i vores nye afdeling. Vi glæder os over, at I er med.

Julehilsen fra AAB

Kære medlem af Boligforeningen AAB

Endnu et år er gået. Og lykkeligvis uden coronavirus og restriktioner. Vi har for første gang i to år kunne holde afdelingsmøder uden krav om tilmelding, afstand, håndsprit og mundbind. Det har været en fornøjelse at være med til.

Den 24. februar startede krigen desværre i Ukraine og senere kom energikrise og inflation til Europa. Det har også kunnet mærkes i AAB. Nogle afdelinger har taget imod flygtninge fra Ukraine. Tak for det – I har gjort en forskel.

Mange kan mærke, at der ikke er helt så meget at gøre godt med i år, som der plejer at være. Vi er heldigvis en forening, der er der for hinanden og hjælper hinanden. Du kan læse mere om, hvor og hvordan du kan få hjælp i det her nummer af BeboerNyt.

Heldigvis, er der også lyspunkter. Vores forening bliver ved med at vokse. I to afdelinger i Skovlunde har vi bygget et mindre antal nye rækkehuse i afdelinger 47 og 106. Afdelingerne har dermed fået et nyt boligtilbud, som vi håber kan medvirke til at fastholde beboere i området, som ellers ville flytte ud.

Og som I kan læse i dette nummer, vender en ’gammel’ AAB afdeling hjem igen. Vi har i år kunnet byde et stort velkommen tilbage til Sporvejsfunktionærernes Boligforening – AAB afdeling 121, der har adresse i Vanløse.

Nu sænker julefreden sig så småt, og vi skal nyde den kommende højtid. Vi håber, at du og dine kære får en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Charles Thomassen
Formand for organisationsbestyrelsen


Pia Skov
Kont. Adm. direktør

                                                                          

                                      

Du skal huske at opdatere dine personlige oplysninger

I Boligforeningen AAB kommunikerer vi primært digitalt med vores beboere. Det gør vi for at spare penge og for at få informationerne frem til dig på en hurtig og tidssvarende måde. Men det kræver, at vi har dine personlige oplysninger.

Har du ikke fået opdateret dine oplysninger, så kan du klare det i løbet af få minutter ved at gøre følgende:

Gå ind på aab.dk/log-paa og log ind med dit brugernavn og kode. Kan du ikke huske dit brugernavn eller kode, kan du på siden få tilsendt en mail, med dine brugeroplysninger. Derefter skal du opdatere følgende:

  • E-mail
  • Mobilnummer
  • CPR-nummer.

Derfor skal dine oplysninger opdateres

Vi skal bruge din primære mailadresse samt dit mobilnummer, så vi har mulighed for at kommunikere pr. mail og SMS. Derudover skal vi også have dit CPR-nummer registreret. Det er nødvendigt, for at vi kan sende breve og dokumenter til din personlige e-Boks samt overføre penge til din NemKonto.

Efter gode år følger magre år – også i AAB

Efter det store byggeboom i 1960’erne og -70’erne, var 1980’erne præget af stilstand i det almene bolig­byggeri, og kommunerne var tilbageholdende med at investere i almene boliger. De gunstige skatteregler for ejerboligfolket, som blev indført i 1970’erne, gjorde også, at efterspørgslen på almene boliger faldt. I dette årti opførte Boligforeningen AAB kun seks boligafdelinger, i alt ca. 650 boliger. Byggeriet stod dog ikke helt stille, og AAB brugte 1980’erne til en effektiv renoveringsindsats i de boligafdelinger, som ikke havde bad og centralvarme. I 1979 var 21 % af AAB’s boliger uden centralvarme, og knap 20 % var uden eget bad. Samtidig blev der igangsat en storstilet udskiftningen af toiletter og wc-cisterner i alle afdelinger, så vandforbruget kunne reduceres markant i AAB’s boligafdelinger.

1990’erne – AAB bygger igen

AAB afdeling 69

Efter 10 magre år på byggefronten blev AAB igen i 1990’erne en væsentlig og aktiv spiller på opførelse og oprettelse af nye almene boligafdelinger i Hovedstadsområdet. I denne periode opførte og oprettede AAB ikke mindre end 25 nye boligafdelinger. Det var overvejende familieboliger, der blev bygget i denne periode, men også ældreboliger og ungdomsboliger blev føjet til. Mantraet i AAB’s nybyggeri var gennemlyste lejligheder med spisekøkken, store værelser, rummelige badeværelser forberedt for installation af vaskesøjler, altaner og tegl på facader og tag. Det ses bl.a. i afdeling 69 på Østerbro, bygget i 1997 og afdeling 70 i Valby bygget i 1991.

AAB afdeling 70

Byggerierne er kendetegnet ved, at der bygges i væsentlig mindre skala end i 70’erne og 80’erne, fordi byggerierne er koncentreret i København, hvor byggegrundene er mindre, og fordi tidens trend med “småt er godt”, fik sit indpas i planlægningen af kommunernes boligudbygning.

AAB afdeling 62

Væksten i boliger i AAB i 1980’erne og 1990’erne var ikke udelukkende nybyggeri. En stor del af de nye boliger i AAB kom fra overtagelse af private og andre ejendomme, som blev ombygget og omdannet til AAB afdelinger. Det gælder f.eks. afdeling 62, som er et pakhus fra 1812 på Amager, som AAB ombyggede til ungdomsboliger i 1985, og afdeling 86 som er en ejendom fra 1900, som AAB overtog i 1996.

AAB afdeling 86

Må jeg leje min bolig ud til ukrainske flygtninge?

Ruslands invasion af Ukraine betyder, at millioner af ukrainere nu er på flugt i Europa. Der er i Danmark et udbredt ønske om at hjælpe, og i dette nummer af BeboerNyt kan du derfor læse om, hvordan du lovligt kan hjælpe med at give ukrainske flygtninge tag over hovedet. Der er nemlig en række forhold du skal være opmærksom på, når du er beboer i en almen bolig.

Beboermaksimum

Uanset om du låner eller fremlejer hele eller dele af din bolig ud, må det samlede antal beboere ikke overstige antallet af beboelsesrum.

Hvad tæller med som beboelsesrum?

Beboelsesrum er opholds- eller soverum i en bolig. Små, afgrænsede rum, såsom entre, forstue, badeværelse osv., anses ikke for at være beboelsesrum.

Fremleje

Ønsker du at fremleje din bolig, har du flere muligheder. Du kan enten vælge at fremleje hele din bolig, eller du kan fremleje ét eller flere rum – dette kaldes ”delvis fremleje”. Reglerne varierer alt efter, om du fremlejer hele din bolig eller kun dele af den.

Hvad gør du, hvis du vil fremleje?

Uanset om du vil fremleje hele din bolig eller blot ét eller flere rum, skal du kontakte Boligforeningen AAB’s kundeservice. Du skal altid søge om tilladelse senest 14 dage før, fremlejeaftalen træder i kraft.

Fremleje af hele boligen

Du har ret til at fremleje din bolig i op til to år, men kun hvis det er begrundet i midlertidige forhold. Det kan for eksempel være fordi, du bliver forflyttet eller udstationeret jobmæssigt.

 Har du brug for yderligere information om fremleje af hele boligen, kan du læse mere om fremleje her.

Fremleje af dele af din bolig

Du har ret til at fremleje din bolig delvist, hvis du overholder følgende:

  • du må højst fremleje halvdelen af boligens beboelsesrum
  • huslejen du opkræver for fremlejen, må ikke være højere, end det du selv betaler for boligen
  • både ved hel og delvis fremleje af din bolig, må det samlede antal beboere ikke overstige antallet af beboelsesrum
  • du skal have godkendt delvis fremleje af din bolig, før der flytter nogen ind hos dig, som ikke er en del af din husstand. Du kan finde en vejledning til godkendelsesproceduren her.

Der gælder særlige betingelser for fremleje af boligen i AAB’s afdeling 49, Stærevej. Det skyldes, at alle der flytter ind i denne afdeling skal opfylde nogle særlige kriterier. Du kan læse om disse kriterier her.

Når du fremlejer din bolig, giver det ikke den du lejer ud til en ret til at overtage boligen, når du fraflytter.

Ansvar for alle beboere

Som beboer har du ansvaret for alle, du giver adgang til din bolig, og du er erstatningsansvarlig for skade, som forvoldes ved uforsvarlig adfærd.

Mere information

Myndighederne har oprettet hjemmesider, hvor du kan læse mere om, hvordan du som borger kan hjælpe ukrainske flygtninge.

Kommuner:

Københavns Kommune: 

Frederiksberg Kommune: 

Ballerup Kommune: 

Tårnby Kommune: 

Ishøj Kommune: 

Egedal Kommune: 

Furesø Kommune: 

Høje-Taastrup Kommune: 

Brøndby Kommune: 

Gladsaxe Kommune: 

Gribskov Kommune: 

Hvidovre Kommune: 

Hillerød Kommune: 

Hørsholm Kommune: 

Lyngby-Taarbæk Kommune:

Rødovre Kommune:

 

Frivillige organisationer

Om ukrainere i Danmark: Dansk Flygtningehjælps Hotline og Q&A

Sådan kan du hjælpe: Røde Kors aktiviteter og telefonlinje