Den 1. juni 1916 købte Boligforeningen AAB et teglværk i Tåstrup for 160.000 kroner ud fra den betragtning, at det ville være rentabelt i forhold til målsætningen om sunde, billige boliger. Det første år var problemfyldt og gav et kæmpe underskud som de følgende års overskud aldrig formåede at rette op på.

Alligevel købte foreningen i 1919 endnu et teglværk. Denne gang i Allinge på Bornholm. Formålet med det bornholmske teglværk var at producere de eftertragtede røde mursten og tagsten. De bornholmske røde mur- og tagsten er brugt i adskillige af AAB’s tidlige afdelinger. Som følge af en kombination af økonomiske vanskeligheder i foreningen og en generel afmatning i byggeriet blev begge AAB’s teglværker afhændet omkring 1927.

Med store bogstaver meddelte Social-Demokraten den 29. marts 1919 sine læsere ”vognmændene overfalder Arbejdernes Andels-Boligforening”. Årsagen var et byggelockout og foranlediget af Arbejdergiverforeningen havde Vognmandsforeningen sendt en fortrolig skrivelse til sine medlemmer om at overholde blokaden over for AAB.

En vognmandsblokade kunne blive en bekostelig affære for AAB, der havde et skib liggende til losning og flere svenske jernbanevogne stående læsset med træ. Heste og vogne fra teglværket i Taastrup blev derfor sendt til København, og det blev startskuddet til det, der hurtigt skulle vise sig at blive en omfattende kørselsafdeling.

AAB havde en række ubebyggede grunde i Frankrigsgade-kvarteret på Amager, hvor der allerede var en del håndværkerafdelinger. Det blev besluttet at bygge stalde og garager på en del af grunden og kørselsafdelingen var en realitet. Afdelingen kom til at omfatte adskillige hestespand, vogne til forskellige formål og to lastbiler.

Arbejdsgiverforeningen havde med blokaden forsøgt at ramme AAB økonomisk, men ved årets afslutning, viste det sig, at en egen kørselsafdeling havde været god forretning for foreningen.

I 1930’erne begynder man i AAB, via forskellige tilskudsordninger, at stille boliger til rådighed for børnerige familier. Det ses også på udendørsarealerne, som ikke længere udelukkende er til tæppebankning og anden praktisk anvendelse, men hvor man nu finder legeområder til børnene.

Denne udvikling blev endnu tydeligere i løbet af 1940’erne, og kom især tydeligt til udtryk i afdeling 34 (1942) som med sine rækkehuse og skrammellegepladsen ikke bare gav plads til de børnerige familier i boligerne, men også i høj grad medtænkte børnene i anlæggelsen af friarealerne.

I samme periode ændrede bebyggelserne også karakter. Fra at have bygget karrébebyggelser med lukkede gårdmiljøer begyndte man at bygge parkbebyggelser med fritliggende karréer og store åbne arealer. Afdeling 38 (1951) er et af de tidligere eksempler på sådan en bebyggelse.

Også i den indvendige indretning af nybyggede boliger skete der noget i denne periode og familien blev tænkt ind som en samlet enhed. Afdeling 39 (1948-1949) blev således den første afdeling med spisekøkken.

Efter 2. Verdenskrig og op gennem 1950’erne skete der også store teknologiske fremskridt, som naturligt kom til at præge AAB’s boliger. Flere og flere husstande får fjernsyn og i flere afdelinger tvinges man til at tage stilling til, om der skal opsættes fællesantenner. Fælles indkøb af køleskabe og omlægning af maskinvaskeri var også noget nyt, der skulle tages stilling til og langt de fleste afdelinger omlagde til moderne vaskerier med vaskemaskiner, centrifuger, tørretumbler og strygemaskiner til rulle-strygning – især til gavn for den voksende gruppe af udearbejdende husmødre.

”Der var så dejligt ude på landet. Det var den rene idyl med gamle bøndergårde og frodige marker…”. Sådan starter fortællingen i filmen om tilblivelsen af Høje Gladsaxe – og AAB afdeling 52 – fra 1967, som Det Danske Filminstitut har fundet i arkiverne. Ledsaget af musik, speak og lydeffekter tager filmen os med fra området ved Utterslev Mose med idyl og bonderoser til det færdige elementbyggeri stod klar til indflytning.

Lav en god kop kaffe og brug 20 minutter på at se filmen – med lyd. Den er absolut 20 minutter værd.