Den 12. marts 1912 mødtes en lille gruppe fagforeningsrepræsentanter i København for at stifte Arbejdernes Boligforening (senere Arbejdernes Andelsboligforening og nu Boligforeningen AAB). Det helt særlige var, at foreningen blev etableret som et kooperativ, hvor medlemmerne selv ejede deres boliger. Ved at betale en andel var man med til at finansiere byggeriet af boligerne, og der var ikke nogen, der skulle tjene på byggeriet.
Tanken om non-profit boliger blev siden et af grundprincipperne i den almene boligform, der så dagens lys i 1933 med vedtagelsen af den første lov om statsstøtte til boligbyggeri. Loven, der i det store og hele var i overensstemmelse med foreningens formål og virke, betød, at AAB gik fra at være en egentlig andelsboligforening til et socialt boligforetagende.
Siden oprettelsen har det altså, uanset skiftende navne og betegnelser, været en del af AAB’s formål at ‘skabe gode, sunde boligforhold for den store, ubemidlede klasse’, som det står skrevet i AAB’s oprindelig programerklæring.
Ideen om, hvordan en sådan bolig skal bygges og indrettes, har naturligvis ændret sig gennem de mere end 100 år, AAB har bygget boliger.
De første afdelinger var tidstypiske og ret ens. Gårdarealerne var små og praktisk indrettede med cykelskure, tørre- og bankestativer m.m. Der var ikke de rekreative områder, vi ser i dag, og børn var absolut ikke velkomne – hverken i gårdene eller på andre fællesarealer. Skilte med ‘Al leg og boldspil i gården er forbudt’ var fast inventar i AAB’s afdelinger.
Lejlighederne blev betragtet som gode rummelige og moderne familieboliger med to, måske tre, rum. Alle lejligheder havde vand og elektricitet, men vi skal mange år frem i tiden før centralvarme bliver standard. Derfor hørte der til hver lejlighed et loftsrum til opbevaring samt et kælderrum beregnet til brændsel. I tidens ånd var kun stuen opvarmet, og soverum og køkken var om vinteren iskolde.
Som noget nyt var der også mulighed for tilslutning af telefon i lejlighederne. Det hørte dog til sjældenhederne, at en beboer havde telefon, men mange fik en deletelefon kaldet en partstelefon.
Til hver opgang hørte en vaskekælder med gruekedel og vaskebænk.