Nabonetværk i en coronatid

 

I Københavns Nordvestkvarter var et stigende antal fædre begyndt at engagere sig i to lokale fædrenetværk, da corona første gang satte en stopper for, at man fysisk kunne mødes i nye fællesskaber.

Det skaber øget tryghed og trivsel, når fædre danner netværk og engagerer sig i deres boligområde. Ved at blive gode rollemodeller og lokalkendte ansigter, kan fædrene f.eks. nemmere tage kontakt med unge, der opfører sig uhensigtsmæssigt, og lede dem på rette vej.

Men i stedet for, at fædrene mistede deres sociale engagement, benyttede fædre fra bl.a. AAB afdeling 33 og AAB afdeling 49 coronasituationen til at gøre en positiv forskel i deres boligområde. De arrangerede f.eks. altanbanko, nogle fædre handlede ind for isolerede beboere eller mødtes med andre familier til udendørsaktiviteter. Otte fædre uddannede sig online til corona-ambassadører, så de kunne vejlede deres naboer med information om vacciner, test og regler for isolation.

Nu skyller endnu en coronabølge ind over os, men måske fædrenetværket igen kan inspirere til gode fælles initiativer, der kan understøtte fællesskabet i ude i boligafdelingerne – selvom vi lever i en tid, hvor vi skal holde afstand.

AAB fusionerer med Sporvejsfunktionærernes Boligforening

Den 1. januar 2022 voksede Boligforeningen AAB med 117 lejemål. Deltagerne på AAB’s repræsentantskabsmøde i november stemte nemlig ja til en fusion med Sporvejsfunktionærernes Boligforening, som trådte i kraft ved årsskiftet.

Sporvejsfunktionærernes Boligforening er ikke helt ny i AAB. Foreningen blev stiftet i 1943 som en datterforening af AAB, men besluttede i 2002 at overgå til egen administration. Foreningen består af én afdeling, der ligger i Vanløse. Afdelingen er fra den 1. januar 2022 en afdeling i AAB på lige vilkår med vores øvrige afdelinger. Afdelingen administreres dog i 2022 stadig af deres nuværende administrator.

Afdelingen vil fremover hedde Afdeling 121, Sporvejsfunktionærernes Boligforening.

Stort velkommen (tilbage) til alle beboere i vores nye afdeling. Vi glæder os til at møde jer.