AAB lancerer sammen med MTH spekulationsfrie andelsboliger til medlemmerne

Boligforeningen AAB ejer og udlejer i dag cirka 20.000 almene boliger i hovedstadsområdet, men i fremtiden får foreningens medlemmer også mulighed for at bo i private andelsboliger, som vel at mærke ikke kan gøres til genstand for spekulation.

AAB har sammen med entreprenørvirksomheden MT Højgaard udviklet et nyt koncept med spekulationsfrie andelsboliger, og tanken er, at den nye type af boliger skal opføres i tilknytning til eksisterende almene boliger og tilbydes til alle, som er medlemmer af AAB.

”Alle taler om, at København skal forblive en blandet by, hvor alle indkomstgrupper har råd til at bo, og med det her koncept tager vi endnu et skridt i den retning”, siger adm. direktør Christian Høgsbro fra AAB, og fortsætter:

”Gennem et indskud kan man få adgang til en af de nye andelsboliger, som får en husleje, der vil være attraktiv for folk med helt almindelige indkomster som f.eks. sygeplejerskens eller politibetjentens”.

Ingen hurtige gevinster

Det centrale ved AAB´s kommende andelsboliger er, at de bliver spekulationsfrie. Indskuddet vokser kun i trit med den almindelige prisudvikling i samfundet. Mod et indskud på 20 procent kan beboere flytte ind, og den månedlige husleje går til at nedbringe beboerens gæld. Hvis beboeren fraflytter, er indskuddet forrentet som prisudviklingen, og gælden er blevet nedbragt. Beboeren mister således intet fra sit indskud.

For AAB handler det om at skabe gode og solide boliger til rimelige priser. Ikke om hurtige kapitalgevinster.

”Vi vil ganske enkelt tage luften ud af de boligspekulationer som betyder, at priserne med raketfart når et niveau, hvor almindelige mennesker ikke kan være med. Derfor går vi en tredje vej og introducerer den her nye boligform. Gennem en blanding af almene boliger og andelsboliger får vi desuden et mere varieret boligområde og styrker på den måde den blandede by, hvilket er en yderligere gevinst,” siger Christian Høgsbro.

AAB´s repræsentantskab bakker op om det nye koncept og besluttede den 26. august at oprette et såkaldt sideaktivitetsselskab, som skal stå for det videre arbejde med at opføre den nye type af spekulationsfrie andelsboliger. En af de første opgaver i det nye selskab at gå i dialog med Københavns Kommune for at få godkendt den nye model.