Rejsegilde på nye AAB-boliger på Frederiksberg

Fredag den 27. september kunne Boligforeningen AAB holde rejsegilde for en helt ny afdeling på Frederiksberg. I løbet af det seneste halve år er der ved siden af De Døves Kirke opført en ejendom med 14 nye boliger.

Af de 14 nye boliger skal fem anvendes som flygtningeboliger, der alle får udsigt til Ågade.

AAB´s administrerende direktør, Christian Høgsbro, holdt tale, da håndværkerne bag det nye byggeri blev fejret med pølser, øl og vand.

”Det er glædeligt, at så mange er mødt frem for at fejre denne dag. Vi er nemlig super glade for dette projekt fra AAB's side. Jeg vil gerne bruge lejligheden til at sige en stor tak til vores samarbejdspartner Thormann A/S, der har leveret et flot stykke arbejde hele vejen rundt. Tak til TNT arkitekterne og Mangor & Nagel. Jeg vil også gerne kvittere med en tak til jer håndværkere. Man har jo før hørt om ølflasker, der er blevet muret inde i skorsten og som efterfølgende hyler. Det er vi nu sikre på, at det ikke sker,” sagde Christian Høgsbro med et smil, hvorefter der blev råbt tre korte og et langt hurra for byggeriet.

Ejendommens boliger bliver på to, tre og fire værelser, og størrelserne varierer fra 70-105 m² brutto. Huslejen for en toværelses bolig kommer til at ligge på cirka 7.250 kroner om måneden, mens en bolig med tre eller fire værelser kommer til at koste mellem 8.500 og 10.000 kroner om måneden.

Der er planlagt indflytning den 1. maj 2020, og når opskrivningen til de nye lejemål starter, vil det blive meldt ud på AAB.dk.

Boligministeren tog 1. spadestik med gravko

Der var fyldt godt op i det opstillede telt på Richardt Mortensens Vej i Ørestad Syd, da der tirsdag den 17. september var inviteret til første spadestik til Boligforeningen AAB's  byggeri af 148 almene boliger og en daginstitution. Og teltet gjorde god gavn, for solen havde det meste af dagen været gemt bag tunge regnskyer, der kort før start havde sendt kaskader af vand ned over København.

Heldigvis brød solen frem gennem skyerne, og en veloplagt Kaare Dybvad Bek, boligminister (S), kunne tage det spadestik, som betyder at byggeriet nu officielt er i gang. Det første spadestik blev dog taget, ikke med den obligatoriske spade, men med en stor orange gravko.

For boligministeren markerer det nye byggeri en voksende bevidsthed om behovet for at give plads til alle i byen – og ikke kun dem, der har råd til at betale de dyreste huslejer:

”Det er vigtigt for mig, at vi får skabt mere blandede byer og boligområder i Danmark, så vi derigennem får mulighed for at mødes og leve side om side med andre, der ikke ligner os selv. Det er afgørende, hvis vi skal skabe en stærkere sammenhængskraft, og derfor var det en fornøjelse at tage første spadestik til Ørestad Syds nye almene boliger og daginstitution”, sagde Kaare Dybvad Bek, før han overlod ordet til Christian Høgsbro, administrerende direktør i Boligforeningen AAB:

”I AAB er vi meget glade for og stolte af, at vi i samarbejde med AG Gruppen kan være med til at sikre, at mennesker med almindelige indkomster også kan bo i hovedstaden - og bidrage til at vi får en blandet by med plads til alle. Det er nemlig vigtigt, at der er plads til alle i København – uanset størrelsen på deres pengepung”, sagde Christian Høgsbro.

Ved spadestiksceremonien deltog også Anne Skovbro, direktør i By&Havn som i sin tale blandt andet hyldede det samarbejde, der har fået gang i byggeriet.

Administrerende direktør for AG gruppen Robin Feddern sluttede talerækken af, og også han lagde vægt på samarbejdet med alle involverede parter.

De 148 almene boliger, bliver en del af en karrébebyggelse, som udover de almene boliger også rummer private boliger og en daginstitution, som bygges op omkring et fælles gårdrum. De almene boliger fordeler sig på 122 familieboliger i forskellige størrelser, 12 mindre almene familieboliger samt 14 ungdomsboliger. De 148 boliger forventes at stå klar i april 2021.

Du kan læse mere om byggeriet her på siden under 'Familieboliger i AAB afdeling 117' og se flere billeder fra arrangementet på AAB's side på Facebook

Du kan skrive dig op via Boligbasen fra onsdag den 25. september 2019.

Rejsegilde i AAB afdeling 55

Torsdag den 12. september kunne Boligforeningen AAB sammen med Q-construction holde rejsegilde på 58 nye rækkehuse i forbindelse med AAB afdeling 55, Vejleåparken i Ishøj.

Over 100 mennesker var mødt op på en flot septemberdag med blå himmel og drivende skyer for at fejre håndværkerne og byggeriet af de nye rækkehuse i Vejleåparken. De kunne blandt andet høre Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp holde tale

”Det er godt samarbejde mellem AAB og Ishøj Kommune, der nu har gjort det muligt at holde rejsegilde på de nye rækkehuse i Vejleåparken. Der er stor interesse for de nye huse, og de forskellige størrelser på boligerne understøtter vores ønske om at skabe mangfoldighed i kommunen. Jeg er faktisk lidt ærgerlig over ikke at skulle bo her selv. Facaderne med de gule teglsten står godt til den renoverede Vejleåpark, og jeg glæder mig til at følge det nye liv husene vil medføre”

Fantastisk udvikling i Vejleåparken

Også AAB’s direktør Christian Høgsbro var på talerstolen og takkede i sin tale bl.a. Ishøjs borgmester for at så de første frø til tanken om at bygge rækkehuse i forbindelse med Vejleåparken.

”Det var på et møde i 2012, at Ole Bjørstorp første gang sad med et martrikelkort og udpegede grunde, hvor han mente der kunne bygges rækkehuse. Nu er vi i gang med byggeriet og de bliver endnu en sten i den fantastiske udvikling Vejleåparken har været igennem siden jeg var her første gang i 2001, hvor det var trist grå beton. Nu er den fantastiske transformation af området berømt i hele verden, og så sent som i sidste uge havde jeg gæster fra Holland med til Vejleåparken”

Christian Høgsbro sluttede talen med at udråbe et trefoldigt hurra for håndværkerne og det nye byggeri.

Når byggeriet er færdigt kommer der til at stå 58 nye attraktive 1-plans rækkehuse med for- og baghave langs Ishøj Boulevard og Ishøj Søvej. Rækkehusene opføres i forskellige størrelser og med varieret antal værelser. Her bygges både 2-værelses, 3-værelses og 4-værelses huse på mellem 59 og 98 m2. I dag bygges der meget få 1-plans rækkehuse i Danmark. Byggeprisen for denne type rækkehuse er nemlig væsentlig højere end for rækkehuse i flere planer. Men et tæt samarbejde med Ishøj Kommune har gjort det muligt at give AAB’s boligmedlemmer denne unikke bomulighed.

Du kan se flere billeder fra arrangementet på AAB's side på Facebook og se indslag fra TV-Ishøj.