Boligforeningen AAB tager afstand fra
40

procents-regel


Boligforeningen AAB i København tager på det kraftigste afstand fra den
delaftale regeringen, Socialdemokratiet, SF, og DF indgik den 9. maj om at eliminere 60 procent af de almene familieboliger i de såkaldte hårde ghettoområder.

 

I den netop indgåede aftale skal beboerne i de almene boliger betale for renovering, boligsociale indsatser og infrastruktur i de såkaldte ghettoområder.

 

Hvis et boligområde har stået på den såkaldte ghettoliste i fire år i træk, skal andelen af almene familieboliger desuden nedbringes til 40 procent ved enten frasalg eller nedrivning. Men hvad skal der ske med de beboere, hvis bolig bliver eksproprieret? Det mangler der fortsat klare svar på, og Boligforeningen AAB finder det dybt urimeligt, at en enkelt kriminel eller et par enkelte uden skoleuddannelse kan betyde, at en ellers velfungerende bebyggelse delvist skal eksproprieres og velfungerende familiers liv ødelægges.

 

Det er grotesk, at beboerne først skal betale for renovering og infrastruktur i boligområderne, hvorefter 60 % skal sælges eller nedrives. Det er derudover et enormt spild af Landsbyggefondens midler, hvis man anvender dem til at fjerne billige boliger i områder som for eksempel København, der i den grad mangler boliger, der er til at betale for almindelige mennesker.

 

Alle med bare lidt kendskab til udenlandske erfaringer ved, at den danske almenemodel med Landsbyggefonden virker. Der bliver set med misundelse på vores non-profitmodel fra andre lande, og vi må advare mod en rigid tolkning af 40 procents-reglen. Den er uigennemtænkt og vil få uheldige konsekvenser, men vil også vanskeligt kunne lade sig gøre i praksis, når den møder virkeligheden.