Konference med fokus på ekstremisme i

boligområder



Tirsdag den 21. marts 2017 blev der afholdt en boligpolitisk konference på Christiansborg, hvor blandt andet Per Boller, der er formand for AAB´s afdeling 43 i Rødovre deltog.

Konferencens overskrift var ’Hvordan vi forebygger religiøs ekstremisme i vores boligområder’, og blandt oplægsholderne var Karin Ingrid Castro fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), som fortalte om voldelig ekstremisme som sikkerhedsrisiko, og hvad vi kan gøre for at håndtere det.
En af hendes pointer var, at det er vigtigt, at afdelingsbestyrelserne ikke tror, de har ansvaret for, at der ikke sker radikalisering i et boligområde.

”Det som boligområderne kan gøre er at have fokus på trivsel og fællesskaber og skabe alternativer. Og herigennem gøre folk modstandsdygtige over for, at søge ekstremistiske miljøer”, sagde Karin Ingrid Castro.

Per Hansen, der er politiassistent hos Vestegnens Politis enhed for antiradikalisering holdt oplæg om de ydre tegn, der er grund til at være opmærksom på.

”Det kan for eksempel være påklædning, isolering, voldelige udtalelser og moraliserende prædiken over for andre, men det er vigtigt at understrege, at man ikke kan generalisere i forhold til, hvem der ender med at bevæge sig ud i voldelig ekstremisme”, sagde Per Hansen, som også løftede noget af sløret for, hvordan hans enhed arbejder, og hvor beboerne kunne rette henvendelse, hvis de havde spørgsmål eller mistanker om radikalisering i et boligområde.

Oplæggene blev efterfulgt af en livlig debat, hvor det socialdemokratiske folketingsmedlem, Morten Bødskov, i rollen som ordstyrer stillede udfordrende spørgsmål.

Arrangementet er et afkast af samarbejdet mellem netop Morten Bødskov og fællesrepræsentationen af almene boligorganisationer i Rødovre og fællesrepræsentationen af almene boligselskaber i Herlev.

Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, som Per Boller fra AAB afdeling 43 er med til at arrangere, og som han mener, har stor værdi for boligselskaberne i området.