Din Nabo Måned


Byens bedste naboskab i Vejleåparken


I Vejleåparken i Ishøj sætter beboerne fokus på godt naboskab. Med kampagnen Din Nabo-Måned håber man, at endnu flere beboere i de almene etageejendomme vil være med til at sikre et godt fællesskab med plads til alle i området.


Med afsæt i denne aktuelle helheldsplan for Vejleåparken har den store AAB bebyggelse i Ishøj i en årrække arbejdet med en nabohjælp-ordning sammen med Stenbjerggård Boligselskab. Indtil videre med stor succes.

Med kampagnen Din Nabo-Måned, som officielt bliver skudt i gang den 9. april, håber beboere og de boligsociale medarbejdere tilknyttet projektet, at kampagnen kan være med til at give det gode naboskab i området endnu et skub.

”Din Nabo-Måned er en kampagne der fokuserer på Vejleåparken som et dejligt og mangfoldigt sted at bo, og at naboer side om side hjælper hinanden. Med måneden ønsker vi at skabe positive historier, styrke fællesskabet - og at endnu flere naboer møder hinanden”, fortæller Mette Ring, projektmedarbejder i Helhedsplanen i Vejleåparken.

Mette Ring ser også kampagnen som et ’redskab' til at intensivere naboskabsindsatsen i området. Kampagnen bygger nemlig videre på den boligsociale helhedsplan for Vejleåparken, der over en fireårig periode skal arbejde for at skabe gode rammer for fællesskabet og en generel positiv udvikling i området.

”Din Nabo-Måned udspringer af indsatsområdet Nabohjælp i helhedsplanen, der bl.a. handler om at skabe et fællesskab blandt beboerne. Det at man kan hjælpe hinanden hvis man har problemer, det er meget værd. Når man kommer hinanden mere ved, styrkes naboskabet”, fortæller Mette Ring.

Desuden er det særlige ved Vejleåparken, at nabohjælpen vokser nedefra, og at beboerne selv er engagerede. I Vejleåparken har 160 beboere for eksempel tilmeldt sig Nabohjælp.dk. ”Men vi vil meget gerne med Din Nabo-Måned udbrede kendskabet endnu mere til endnu flere beboere i Vejleåparken”, lyder det fra Mette Ring.


Arrangementer i løbet af Din Nabo-Måned

Den 9. april skydes Nabo-måneden i gang med et brag af et arrangement med kagebord og taler. Festlighederne starter i Glashuset og rykker efterfølgende op til Ishøj Bycenter hvor Medborger – og Demokratiforum byder på mere underholdning.

Det næste arrangement er den 19. april klokken 17.00 i Kulturhuset. Det er et spise-arrangement, hvor man kan høre mere om Nabohjælp og Helhedsplanens aktiviteter.

Den 25. april klokken 17.00-20.00 er der åbent hus i Den Røde Varmecentral i Østergården, hvor man kan opleve nogle af de aktiviteter, som Urban Academy tilbyder de unge i Ishøj.

Den 27. april klokken 13.30-16.00 er der et informationsarrangement, hvor filmklassikeren Naboerne fra 1966 bliver vist. Det sker i Festsalen i Strandgården 19c.

Samme sted er der afslutning den 11. maj klokken 17.00-20.00. Her bliver der samlet op på alle de gode aktiviteter som Din Nabo-Måned har budt på, og der er oplæg om en film om naboskab i Vejleåparken.

I kan læse mere om helhedsplanen i Vejleåparken her.

TV2 Lorry: Nabohjælpen sejrer i Vejleåparken


Fakta

Nabohjælp i Vejleåparken hører under Helhedsplanen i Vejleåparken og er et samarbejde mellem Helhedsplanen, Det Kriminalpræventive Råd, Vestegnens Politi, Ishøj Kommune, Boligselskaberne AAB og Ishøj Boligselskab.