Vision, mission og strategi

 

Repræsentantskabet har besluttet de overordnede visioner og strategi for Boligforeningen AAB’s udvikling. Visionen er et ledelsesmæssigt og organisatorisk pejlemærke for AAB’s fremtidige udvikling og er en del af AAB’s fremtidige styringskoncept.

Vision

Læs mere

AAB er boligidéen om at leve det gode liv i en smuk, sund og miljørigtig bolig, der er til at betale.

AAB blev startet af en række visionære ildsjæle, der ville sikre gode, billige og sunde boliger til medlemmerne. Den idé vil vi holde fast i og videreudvikle.

AAB har udvidet beboerdemokrati, huslejen fastsættes efter de faktiske omkostninger, og boligerne er socialt og fysisk rummelige

Visionen om, det gode boligliv i AAB betyder, at vi skal foretage en målrettet indsats for at fremtids-sikre vores boliger og samtidig sikre en fornuftig huslejeudvikling. Samtidig skal vi sørge for, at vores boliger drives forsvarligt og professionelt. Konkret betyder det, at vi skal arbejde målrettet med, hvilke kvaliteter vi ønsker for driften af vores boliger, for vores renoveringer og for vores nybyggeri.

Desuden skal vi sikre, at vores boliger er miljørigtige, og vi skal som boligforening gå foran i udviklingen af nye energirigtige løsninger.

 

Luk

Mission

Læs mere

Vores mission beskriver AAB’s eksistensberettigelse og vores forretningsområde, så det er klart, hvad virksomheden skal leve af. Vores mission er beskrevet i vores vedtægter under vores formålsparagraf:
 
Boligforeningen AAB’s kerneaktivitet er at opføre, udleje, administrere, vedligeholde og modernisere støttet boligbyggeri i overensstemmelse med reglerne i lov om almene boliger m.v.
 

Luk

Strategi

Læs mere

Strategien beskriver, hvordan vi som organisation vil opnå vores vision og mission. Vores strategi har fire kerneelementer, som er vedtaget af repræsentantskabet i november 2013:

  1. God og effektiv drift

    Vores administration og boligafdelinger skal drives forsvarligt, professionelt og effektivt. Vores beboere betaler årligt hver flere tusinde kroner i administrationsbidrag. Det er vores pligt at se til, at beboerne får mest ud af deres penge. Det gør vi blandt andet ved at levere den bedste service og mest lønsomme drift i forhold til vores indtægter - og ved at inddrage beboerne i driften.
  2. Fremtidssikring

    Det er vigtigt, at AAB’s medlemmer bor godt. Og det er vigtigt, at AAB’s boliger er attraktive, så vi ikke får problemer med at udleje dem – hverken nu eller i fremtiden. Som boligforening har vi en fælles interesse og et fælles ansvar for, at vores boligafdelinger er i god stand og løbende tilpasses indretnings- og funktionsmæssigt, så de lever op til nutidens og fremtidens krav til en god lejebolig.

    Beboerdemokratiet er hjørnestenen i Boligforeningen AAB. Foreningen arbejder ud fra et decentralt forvaltningskoncept, hvor afdelingsbestyrelsen skal have størst mulig indflydelse på beslutningsprocessen og driften i afdelingen. Fremtidssikring handler også om at sikre et levende og godt beboerdemokrati. Det betyder inddragelse af beboerne i afdelingens arbejde. Beboernes indflydelse på egne boliger og det omgivende miljø er med til at fastholde et engagement og en interesse, som har stor betydning for vedligeholdelsesstandard og en god økonomi.
  3. Nybyggeri

    AAB skal være med til at præge udviklingen i København og omegn. Vi vil være én af byens førende almene bygherrer. Vi vil have effektivt, flot, energirigtigt byggeri, der er til at betale for alle.  Vi vil arbejde for, at AAB videreudvikle nye industrialiserede byggemetoder, der kan bringe huslejen på nybyggeri ned. Vi skal dog aldrig gå på kompromis med kvaliteten i byggeriet og vi skal fokusere på byggeriets driftsudgifter – og ikke alene på, hvad det koster at opføre.
  4. Solid økonomi

    AAB skal til stadighed hvile på et solidt økonomisk grundlag. Vores forening spænder et fælles økonomisk sikkerhedsnet ud under de enkelte afdelinger. Vi skal se til, at vores afdelinger og forening drives økonomisk forsvarligt. Vi skal også afdække vores forenings og afdelingers økonomiske risici.

 

Luk