Nabobørsen


Del med din nabo på nettet


Nærmest hver måned dukker en ny tjeneste frem, hvor du enkelt og hurtigt kan leje eller dele alt fra din bolig til din bil. Og nu har deletjenester som Airbnb og GoMore fået følgeskab af Nabobørsen.dk, der lader folk dele ting og tjenester gratis med hinanden.

Hvorfor gå ned i det lokale byggecenter og købe en boremaskine til flere hundrede kroner, når du alligevel kun skal bruge den få gange? Og hvorfor gå ud og bruge flere tusinde kroner på en ny, flot kjole, hvis du kan låne den af en, som allerede har den hængende i skabet? Du har sikkert tænkt tanken på et eller andet tidspunkt, og så alligevel investeret penge i redskaber, tøj og andet, som du ender med at bruge et par gange om året.

Nu er der dog lidt hjælp at hente via deletjenesten Nabobørsen.dk, der blev lanceret for godt et år siden. Her kan folk mødes og dele ting og tjenester gratis med hinanden og opbygge fælleskaber på tværs af alle skel og barrierer.

Tjenesten er blevet til i samarbejde mellem BL - Danmarks almene boliger og Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF). Og ønsket med Nabobørsen.dk har været at skabe en portal, hvor det er let for brugerne at dele ting og tjenester gratis med hinanden – og derigennem styrke fællesskabet og det gode naboskab i boligområderne.

Det handler om at dele

Nabobørsen.dk bygger dermed videre på tankerne bag deleøkonomien, der ofte handler om, at dele, leje, købe eller bytte produkter og tjenester med eksempelvis naboerne på vejen eller i lokalområdet.

Det er  dog vigtigt at understrege, at Nabobørsen.dk ikke er en kommerciel deletjeneste, da det ikke handler om at tjene penge – hverken for organisationerne bag tjenesten eller brugerne. Derfor er det også gratis at blive medlem, ligesom det er gratis at dele ting og ydelser på hjemmesiden.

Nabobørsen.dk kan du læse mere om, hvordan du opretter dig som bruger, og hvad du kan dele, vil låne ud eller har brug for.

Bliv ambassadør

Hvis du synes, at Nabobørsen.dk er noget for dig og dit boligkvarter, så gå ind på Nabobørsens Facebook-side https://www.facebook.com/search/top/?q=nabobørsen og skriv en besked til folkene bag. Så sender de et nabobørs-kit, med materiale, flyers og information, som du kan dele i opgangen, med naboerne eller med venner og familie.

Har du spørgsmål til Nabobørsen, er du velkommen til at skrive til naboboersen@aion.dk.

.