Husleje

 

En vigtig forudsætning for, at du kan være beboer i en af AAB’s boliger, er at du betaler din husleje hver måned. Din husleje skal betales senest den første hverdag i hver måned.

Har du ikke mulighed for at betale din husleje, skal du kontakte din bank eller kommune for at høre, om de vil hjælpe med et lån eller en engangsydelse. Vi har desværre ikke mulighed for at give henstand på huslejen eller dele den over flere gange.

Du indbetaler din husleje ved hjælp af det indbetalingskort, vi sender til din postadresse. Hvis du ikke har fået tilsendt et indbetalingskort, skal du kontakte AAB’s opkrævningsafdeling – så sender vi dig et nyt. Det er vigtigt, at du gør dette, inden betalingsfristen er overskredet.

Siden 1. halvår af 2014 er nogle lejere i AAB blevet opkrævet en post på deres huslejeopkrævning der hedder ”Tilbagekøbsklausul”.
Tilbagekøbsklausulen dækker over boligafdelingens indfrielse af hjemfaldspligten til Københavns Kommune. Denne udgift har tidligere været indeholdt i boligafgiften. Det betyder, at boligafgiften faldt med et beløb svarende til tilbagekøbsklausulen, da den blev udspecificeret fra boligafgiften.

Husk at betale til tiden

Det er vigtigt, at vi får din husleje til tiden. Din husleje skal altid betales den 1. hverdag i måneden.

Hvis du betaler for sent, sender vi to rykkerbreve. Hvis du stadig ikke betaler, er vi nødsaget til at sende sagen til behandling hos vores advokat. Det koster også et gebyr, og du risikerer at blive sat ud af boligen.

Se vores aktuelle takster

Hvis vi i yderste konsekvens har måttet sende din manglende betaling videre til vores advokat, er det med henblik på, at sagen kommer i fogedretten og dit lejemål ophæves. Hvis din sag når dertil, foregår al kommunikation direkte med advokaten. Vores advokat kan kontaktes på 7020 1810 eller via advokatens hjemmeside. Husk at have dit sagsnummer parat, når du ringer til dem.

Skulle dit indbetalingskort ikke være nået frem inden betalingsfristen, skal du stadig betale din husleje til tiden. Du kan i så fald indbetale på vores bankkonto, hvis du har netbank. Husk at oplyse dit bolignummer ved indbetalingen. Du finder dit bolignummer på din lejekontrakt.

 

Tilmelding til betalingsservice

Du kan også tilmelde din huslejeindbetaling til betalingsservice. Hvis du gør det, vil betalingen ske automatisk indtil den dag, du vælger at stoppe den, og du vil ikke længere modtage indbetalingskort med posten.

Vær opmærksom på, at hvis du flytter internt i AAB - altså fra én bolig i AAB til en anden - skal du selv sørge for at tilmelde din huslejebetaling til betalingsservice påny for din nye bolig. 

 

Økonomisk rådgivning i Københavns Kommune

Hvis du bor i Københavns Kommune, tilbyder kommunen gratis gældsvejledning til de borgere, der har brug for hjælp til at overskue økonomien. Du kan få hjælp til at sikre, at du modtager de ydelser du har ret til, budgetlægning, oversigt over gældsposter og meget mere.

Læs mere og book et møde til gældsvejledning her

Hvis du har fået en bolig gennem Københavns Kommune, kan du få hjælp til at skabe overblik over din økonomi. I pjecen nedenfor kan du læse om dine muligheder:

Læs pjecen "Få overblik over din økonomi" pdf

 

Modtag huslejeopkrævningen som e-mail 

*
*
*
*
*

TV-pakker

Læs mere

Den 1. juli 2016 trådte en ny lov om frit valg af tv-pakker i kraft. For dig som beboer betyder det, at du i visse tilfælde kan framelde dig den fælles tv-pakke, hvis du ønsker det.

Du skal dog være opmærksom på, at der er en del undtagelser og overgangsbestemmelser, der medfører, at loven i nogle afdelinger først får effekt senere. En del boligafdelinger i AAB har nemlig indgået længerevarende aftaler med tv-leverandører, og de eksisterende kontrakter skal udløbe eller genforhandles, før du som beboer kan fravælge tv-aftalen.

Desuden er en del ældre fællesantenneanlæg konstrueret som sløjfeanlæg, hvilket betyder, at  det som udgangspunkt ikke er muligt at frakoble enkelte husstande. De afdelinger er først omfattet af loven den 1. januar 2018.

Hvis du har mulighed for at opsige din tv-pakke, skal du desuden være opmærksom på, at du ikke kan fravælge at være med til at betale den faste udgift til drift af eksisterende anlæg, som endnu ikke er betalt ud. Dette vil stadig blive opkrævet sammen med huslejen.

Hertil skal du være opmærksom på, at når forbindelsen afbrydes, vil dette gælde både tv-pakke og internetforbindelse samt eventuelt IP-telefoni, der leveres sammen med tv-signalet.

Hvis du ønsker at opsige din tv-pakke, skal du udfylde blanketten nedenfor.

Alt efter hvilken bestyrelse din afdeling har, skal du aflevere den enten på det lokale afdelingskontor eller til AAB’s administration.

Beboere i parlamentariske afdelinger skal sende den til ejendomsservice@aab.dk. Beboere i administrative afdelinger skal aflevere den på ejendomskontoret eller sende den til bestyrelsen via e-mail. Du kan se kontaktinformation samt adresser for din afdeling her.

Du kan se her, om din afdeling er parlamentarisk. Blanketten kan også afleveres elektronisk - se vejledning på selve blanketten.

Er du i tvivl om, hvilket anlæg din afdeling har, kan du kontakte afdelingsbestyrelsen eller Ejendomsservice, hvis din afdeling er parlamentarisk.

Hvis vi modtager blanketten senest den 20. i måneden, vil vi opsige aftalen overfor leverandøren inden den 1. i næstfølgende måned. Alt afhængig af afdelingens bindingsperiode med leverandøren, vil der herefter være fra 1-12 måneders opsigelse.

Når din opsigelse er behandlet, vil du modtage en bekræftelse via mail med den gældende opsigelsesdato samt oplysning om din fremtidige omkostning til drift og administration af anlægget. 

Blanket til opsigelse af tv-pakke


Luk